Kronik, Fyens Stiftstidende 7. januar 2014

Af Michael Husen

En ubetinget basisindkomst vil give mennesker chancen for at få noget for noget og yde for at nyde. Til gavn for os alle.

Der er i den politiske debat en stærk norm om noget for noget. Fra højre til venstre i det politiske landskab siger man, at ret må følges af pligt, og at man skal yde, hvis man vil nyde. Samfundet skal ikke uddele velfærdsydelser uden at stille betingelser og kræve noget til gengæld.

Fortalere for en ubetinget basisindkomst beskyldes for at ville give noget for ingenting. En ubetinget basisindkomst beskyldes for at ville belønne folk for at blive siddende i sofaen og ikke foretage sig noget. At de bliver betalt for ikke yde noget arbejdsmæssigt bidrag til fællesskabet.

Dette er en misforståelse. Det forholder sig nærmest lige modsat: En ubetinget basisindkomst vil gøre det nemmere for mennesker at yde for at nyde. Ubetinget basisindkomst (UBI) blev tidligere kaldt ”borgerløn”, men denne betegnelse er uheldig og misvisende. Den giver associationer i retning af, at samfundet skulle belønne mennesker for ingenting at lave, belønne dem for kun at være ”borgere”. Men det er ikke pointen med en basisindkomst. UBI vil tværtimod åbne dørene for, at mennesker kan få lov til at yde noget.

De fleste mennesker vil  gerne yde noget til fællesskabet. Det ligger i menneskets natur at være aktiv, at udrette noget, at gøre noget værdifuldt for sig selv og for andre. Det er en stor ting at få andres anerkendelse for noget godt og nyttigt, man har udrettet. At få lov til at yde noget er et privilegium, ikke en straf eller bod.

Som det er nu, bliver en stor del af befolkningen imidlertid holdt uden for den normale økonomi – dvs. arbejdsmarkedet – og forhindres dermed i at yde. De forhindres også i at skaffe sig selv mere nydelse ved at yde noget ekstra – altså den enkle sammenhæng mellem indsats og økonomisk belønning, som er en selvfølge for andre. Hvis en overførselsmodtager påtager sig blot et lillebitte deltidsjob bliver han straffet. Både med modregning i indkomsten og med sanktioner. Det kan ikke betale sig, og han bliver ikke opmuntret til det, tværtimod.

Hvordan kan en ubetinget basisindkomst ændre på det? UBI (som træder i stedet for de nuværende overførselsindkomster) er en beskeden grundydelse, der gives til alle mennesker, og som sikrer individets overlevelse, men som samtidigt er så lav, at det vil være attraktivt og føles naturligt at supplere den med en arbejdsindkomst, og denne arbejdsindkomst bliver ikke trukket fra eller modregnet i basisindkomsten.

Dette åbner helt nye muligheder for at yde noget:

Med UBI vil det blive muligt og attraktivt for den enkelte at tage deltidsarbejde, helt ned til nogle få timer om ugen, hvis han/hun ikke er i stand til at skaffe sig et heltidsjob. Når man har en sikret grundydelse, som ikke bliver reduceret som følge af en arbejdsindtægt, vil ethvert deltidsjob udgøre en mærkbar forøgelse af den samlede indtægt, uanset hvor få timer, det drejer sig om.

Med UBI vil de svagt kvalificerede også få mulighed for at yde noget til fællesskabet. Man behøver ikke længere lave særordninger med offentligt tilskud for at få svagtbegavede, kronisk syge eller handicappede i arbejde. Selv hvis markedsværdien af ens arbejde er relativt lav, og lønnen er derefter, vil det kunne betale sig at arbejde for at supplere sin basisindkomst. Og for arbejdsgiverne vil det være nemmere at ansætte folk, når de kan nøjes med at betale dem, hvad de reelt er værd, og hvis de kan nøjes med at ansætte dem de timer, der er behov for, og slippe for at betale f.eks. feriepenge. De lavt kvalificerede kan igen blive en attraktiv ressource set fra arbejdsgivernes synspunkt.

De, der går rundt med en iværksætter i maven, vil få lettere ved at afprøve deres ideer, hvis de har en basisindkomst i ryggen og ikke behøver sætte alt på ét bræt.

Men er der råd til det? Kan det overhovedet finansieres?

Der bør være råd. I Danmark sikrer vi allerede, at alle har midler til at overleve, hvad enten det sker i form af overførselsindkomst eller i form af lønudbetaling. Materielt set er midlerne til stede, så det er kun et spørgsmål om en anden måde at administrere dem på. For at undgå konkurrenceforvridning er det nødvendigt, at alle (også dem, der har fuldtidsarbejde) får den samme basisindkomst, men hvis den indføres gradvis over nogle år, vil markedskræfterne i takt hermed kunne regulere lønniveauet ned, så det tilpasser sig den nye situation og folk har den samme slutindtægt som før.

Når man tager dette i betragtning, er finansieringen er kun et teknisk og administrativt problem, som fagøkonomer må kunne løse, hvis de er villige til at tænke lidt kreativt og tilrette deres økonomiske modeller med et par nye parametre.