Michael Husen, 2013

Vækstens påståede nødvendighed

Selv om vi lever i et af verdens rigeste lande, og selv om vores levestandard er højere end nogensinde før i historien, lyder der et konstant krav om fortsat økonomisk vækst fra økonomerne og politikerne. Det hævdes, at fortsat vækst er nødvendig for at bevare og fastholde samfundsøkonomien. Det er åbenbart utænkeligt, at vi kunne standse op og være tilfredse med, hvad vi har nået. Kravet om vækst er blevet et nærmest religiøst dogme, der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved.

Der er ingen, der forklarer, hvorfor vækst er nødvendig for fastholdelse. Påstanden står uforklaret og uimodsagt, selv om det egentlig strider mod sund fornuft. Og når økonomien ind imellem går for langsomt eller går i stå, opfattes det som en krise, og regeringen opfordrer den undrende befolkning – ikke til at være sparsommelige, som man skulle tro – men til at bruge flere penge, købe større julegaver, svinge kreditkortet for at sætte gang i det økonomiske maskineri. Det følges op af krav om, at vi skal arbejde mere, f.eks. ved at gennemføre uddannelserne hurtigere, begynde tidligere på arbejdsmarkedet og gå senere på pension for at opretholde den økonomiske vækst.

Økonomerne har valgt at måle økonomisk vækst gennem stigningen i bruttonationalproduktet (BNP), som er et tal for den samlede økonomiske aktivitet i et land i løbet af et år. BNP er udtryk for pengeværdien af den samlede produktion eller den samlede indkomst hos lønmodtagere, virksomheder og det offentlige. Det er karakteristisk for økonomerne, at de vælger et enkelt tal som mål for samfundets velstand. Når man har et enkelt tal at forholde sig til, er det nemt at se, om landets økonomiske tilstand er stigende, står stille eller falder. Så forenklet ville en mekaniker aldrig beskrive en bils tilstand, eller en læge beskrive et menneskes sundhedstilstand.

Som mål for reel velstand er BNP af flere grunde problematisk. BNP skelner ikke mellem godt og skidt, mellem ønskværdige og uønskværdige resultater af aktiviteterne. Enhver økonomisk aktivitet tæller med. Det har den mærkelige konsekvens, at ulykker, naturkatastrofer, forbrydelser, miljøsvineri og andre ubehagelige begivenheder også bidrager til væksten. Alle disse begivenheder medfører skader, der skal udbedres, og det sætter arbejde i gang og udløser indtjening, der får BNP til at stige.

BNP er blevet sammenlignet med en regnemaskine, der kun kan lægge sammen men ikke trække fra. Man lægger al den økonomiske aktivitet sammen til et enkelt stort tal, men man trækker ikke omkostningerne fra. Man modregner ikke, at en straffesag lægger beslag på mange gode kræfter, der kunne have været brugt til noget mere produktivt, eller at en stormflodskatastrofe ødelægger boliger og materielle værdier i milliardklassen, for ikke at tale om de menneskelige omkostninger, den medfører. BNP tæller landbrugets og industriens produktion med i det positive regnskab, men modregner ikke de omkostninger, produktionen kan have på ressourcerne og miljøet, hvis jorden udpines og grundvandet forurenes. Hvis en privat virksomhed stiller sit regnskab sådan op uden at tage højde for omkostningerne, kalder man det et pyntet regnskab eller kreativ bogføring.

Et andet problem ved BNP er, at produktivt arbejde, der skaber konkret og reel værdi i samfundet, ikke medregnes, hvis der ikke er penge involveret. Udviklingen af frit tilgængelig software som f.eks. styresystemet Linux, online leksikonet Wikipedia, og talrige andre gratis softwareprogrammer er til stor nytte for IT-brugere over hele verden, og hvis de blev omregnet til en pengeværdi, ville de løbe op i milliardbeløb. Men de tæller ikke med i BNP i noget land, fordi de er gratis.

Frivilligt arbejde i sportsforeninger, ungdomsklubber, velgørende organisationer og nødhjælpsarbejde medregnes ikke i BNP og dermed ikke i væksten. Den kolossale arbejdsmængde, der udføres i private husholdninger medregnes heller ikke, så længe den er privat og ubetalt. Først når husmoderen eller -faderen forlader hjemmet og man køber sig til deres tidligere ydelser, bliver der tale om vækst.

Økonomerne, især de liberalistisk tænkende, siger, at hvis bare der er vækst, så vil samfundslagkagen blive større og det vil komme alle til gode. Men vi kan ikke stille os tilfreds med en metafor. Vi må vide, hvad der er i kagen, og hvad slags næring, den indeholder. Vi må have væksten oversat fra et abstrakt økonomisk begreb til noget konkret. Vi må se på, hvad det er, der vokser. Vi må snakke konkret om, hvad det er, vi får mere af, eller hvad vi gerne vil have mere af, hvis vi skal tale om vækst.

Markedsgørelse og stordrift

Når vi ser på, hvad væksten konkret har udmøntet sig i, er der nogle tendenser, der falder i øjnene såsom stigende kommercialisering, udvikling af stordrift og koncentration af rigdom.

Kommercialisering vil sige, at aktiviteter, der førhen blev udført af mennesker privat i hjemmet eller i lokalområdet som gensidig hjælp og vennetjenester nu bliver til ydelser, der skal betales for. Den økonomiske udvikling fremmer denne tendens, idet flere og flere livsområder bliver gjort kommercielle. Dette er godt for væksten, for en aktivitet tæller kun med i økonomien, hvis den er sat på markedet og gjort til en vare. Det er godt for væksten, hvis folk holder op med at lave mad hjemme i deres eget køkken, men i stedet køber færdigretter eller spiser ude. Det er godt for økonomien, hvis man lader være med at passe sine egne børn men sender dem til pasning i en institution. Det er godt for økonomien, hvis man holder op med at snakke privat sammen om sine problemer og i stedet betaler en terapeut eller konsulent for at lytte og give gode råd.

Vi er altså i den situation, at vækst består i, at vi gør færre ting selv, vi bliver mindre selvhjulpne og til gengæld køber vi flere ydelser af andre. Gensidig hjælp, familiesammenhold og godt naboskab skal helst erstattes af ydelser, der betales for. Det civile samfund skal erstattes af markedet. I udviklingslandene har kyniske forretningsfolk og velmenende udviklingseksperter erstattet bøndernes lokale selvforsyningsøkonomi med en industriel produktion af afgrøder og varer til eksport. Resultatet er, at de lokale ikke længere kan leve af deres jord.

For det andet viser væksten sig som stadig mere stordrift. Vi får supermarkeder i stedet for lokale butikker, centralsygehuse og centralskoler i stedet for lokale, motorveje i stedet for landsbyudvikling, central administration i stedet for småkommuner. Store virksomheder vokser og opsluger de små, og multinationale selskaber opkøber nationale virksomheder.

Politikere taler om, at der skal gang i væksten for at der kan skabes flere job, men virkeligheden ser anderledes ud. Når virksomheder fusionerer og små institutioner lægges sammen til større, bliver der fyret medarbejdere. De bliver sparet væk, og det er netop meningen med stordriften. Det gælder om at rationalisere og slanke organisationerne, som det hedder. Man skærer det overflødige fedt fra, dvs. medarbejdere, som kan undværes. Der er færre medarbejdere beskæftiget i et supermarked end i en tilsvarende mængde små butikker. Landsbyerne ligger efterhånden øde hen i sløv og fortabt uvirksomhed. Væksten er ikke sket hos dem men et andet sted.

Også offentlige institutioner inden for sundhed, pleje, undervisning og kultur, er underlagt en vækstfilosofi, som er styret af økonomiske overvejelser. New public management hedder det, og det indebærer, at offentlige institutioner skal drives på markedsmæssige betingelser. De bliver underlagt kontrakter og skal levere en vis ‘produktion’ og de bliver målt og styret efter økonomiske kriterier. Der sker sammenlægninger til store enheder og man forsøger at bortrationalisere mest muligt menneskelig arbejdskraft.

Væksten indebærer, i hvert fald som den er foregået de sidste årtier, en stigende koncentration af rigdom. Økonomisk vækst er ikke vækst for alle men mest for de heldige eller de i forvejen privilegerede. Det kan ses og måles, at der er blevet større forskel mellem rige og fattige, en større spredning og økonomisk ulighed. Set fra liberalistiske økonomers synsvinkel ses den støtte ulighed mest som en fordel, da man mener, den skaber større dynamik i samfundet og større økonomisk incitament til at anstrenge sig (her må vi huske, at økonomer og politikere som regel selv hører til i den øvre ende af indkomstskalaen og kan føle sig rimeligt trygge ved, at de selv har gode muligheder for at få belønnet deres indsats efter fortjeneste).

På verdensplan er der en meget stor ulighed mellem de rige lande i nord og de fattige i syd. I århundreder har rige lande udnyttet deres kolonier i Afrika, Asien og Sydamerika, og i efterkolonitiden sker udnyttelsen ved, at de rige landes store private virksomheder udnytter ulandenes naturressourcer og landbrugsjord samt udnytter befolkningen som billig industriel arbejdskraft.

Der er ikke tradition i økonomien for at beskæftige sig med global økonomi, perspektivet er altid nationalt. Men verden er i dag på godt og ondt global og økonomien har både et videnskabeligt og et etisk forklaringsproblem, hvis den fortsat begrænser sin interessesfære til det nationale. Når man taler om vækst og gerne vil oversætte det til et reelt indhold, må man nødvendigvis spørge: vækst for hvem? Det er en ideologisk omgåelse af sandheden at hævde, at vækst automatisk er vækst for alle.

Vækst og miljø

Vækst har altid været forbundet med udnyttelse af naturen og indgriben i miljøet. Overgangen fra ældre stenalders jæger- og samlerlivsform til nyere stenalders landbrugskultur indebar, at man brændte skove af for at gøre jorden dyrkbar. Industrialiseringen fra 1800-tallet og frem indebærer, at man henter mineraler op af undergrunden og forurener miljøet med røg og affaldsprodukter. Den globaliserede handel indebærer, at man fælder regnskove i Sydøstasien og Sydamerika for at sælge træet til møbelproduktion i Europa og USA, og at man bruger landbrugsjord i fattige lande til at producere biobrændsel til brug for bilkørsel i de rige lande.

I dag har denne indgriben i miljøet og naturgrundlaget pga. den teknologiske udvikling og globaliserede økonomiske aktivitet nået et kritisk højt niveau. Samtidig er der kommet større videnskabelig viden om, hvordan det står til og hænger sammen. Kloden er et økologisk system, som kun kan levere en vis mængde råstoffer og kun bære en vis belastning i form af forurening med affaldsstoffer samt udledning af drivhusgasser og opvarmning af atmosfæren. Dette punkt er allerede nået og overskredet. Vi lever nu i, hvad Herman E. Daly kalder en ‘fuld verden’. Mennesket har allerede udnyttet kloden til bristepunktet. I den rige del af verden sætter mennesker nu så stort ‘fodaftryk’, dvs. bruger så mange af klodens ressourcer, at hvis alle på kloden skulle leve som vi gør, ville det kræve 4-5 jordkloder.

Den fortsatte vækst i belastningen af miljøet har alvorlige konsekvenser for alle, både i de rige og de fattige lande. Når klodens samlede økologiske system påvirkes ud over en vis grænse, kan ændringerne være irreversible. Skaderne bliver uoprettelige. Når først en regnskov er fældet, kommer den ikke igen, og klodens klima vil være forandret for bestandig. Når grundvandet er forurenet, bliver det ikke rent igen. Den globale opvarmning kan få uoprettelige konsekvenser for livsgrundlaget mange steder på kloden. Hvis væksten fortsætter i samme spor som hidtil, vil den ødelægge sit eget fysiske grundlag.

Der mangler ikke advarsler fra miljøforkæmpere, videnskabsfolk og enkelte alternative økonomer, og der bliver afholdt verdenskonferencer om de truende miljøproblemer. Ved sådanne højtidelige lejligheder taler de ansvarlige politikere for en nedbringelse af forureningen og en omstilling til bæredygtig udvikling. Men der findes hverken en global økonomisk videnskabelighed eller et globalt politisk system, der har vilje og indflydelse nok til at gøre noget ved det.  Når politikerne er tilbage i dagligdagen er det igen væksten i den lokale økonomi og det lokale erhvervslivs og de lokale vælgeres kortsigtede interesser, der sætter dagsordenen.

De frie liberale markedskræfter kan ikke forhindre ødelæggelserne. Erhvervslivet er, ifølge sin egen selvforståelse, kun forpligtet af egeninteressen, af hensynet til profit. Erhvervslivet har ingen interesse i og intet ansvar for, hvilke konsekvenser deres aktuelle indtjening har for livsgrundlaget i de fattige lande eller hvilke konsekvenser den har for det fælles globale miljø i fremtiden. Hvis væksten skal ledes i en bæredygtig retning, der sikrer det fremtidige miljø og det fremtidige livsgrundlag på en forsvarlig måde, kræver det en indsats, der omfatter en global økonomisk og politisk ansvarlighed. Det forudsætter eksistensen af nogle beslutningsdygtige globale institutioner, som desværre ikke findes endnu. Og det kræver, at man lytter til den tilgængelige videnskabelige ekspertise på området og lader økologiske hensyn være gældende som overordnede principper.

Hvis man fortsat overlader væksten til et frit, nationalt og multinationalt erhvervsliv, der er styret af liberalistiske principper om egeninteresse og kortsigtet profit, så accepterer man implicit også stigende CO2-udledning og global opvarmning, rydning af regnskovene, overmætning af landbrugsjorden med giftstoffer, ødelæggelse af drikkevandet og accelererende udryddelse af dyrearter. Men det hele vil tælle med som vækst i økonomerne BNP-regnemaskine.

Vækst i levestandard

Centralt i forestillingen om vækst er levestandarden eller niveauet for vores materielle forbrug. Gennem historien er levestandarden vokset, og den vokser stadig. Almindelige mennesker har i dag på mange måder en højere levestandard end adelen havde for 200 år siden. Vi har badeværelser med wc og varmt vand i hanerne, hurtige biler, fjernsyn og Internet.

Væksten i levestandard skyldes i høj grad den teknologiske udvikling. I den tidlige middelalder skulle der 4 landarbejdere til at brødføde en enkelt håndværker i byen, medens der i industrilandene kun skal 1 landarbejder til 70 byboere. Hvad fødevarer angår, er vi altså blevet 280 gange mere effektive siden middelalderen. Frigørelsen af denne arbejdskraft har muliggjort vækst i levestandarden på andre områder.

I dag siger man, at vi lever i et forbrugersamfund, og der synes at være et uimodståeligt pres for til stadighed at øge dette forbrug. Vi forventer en stadig vækst i at kunne forbedre vores bolig, indrette luksus-badeværelser og køkkener, tage på flere og længere ferierejser, køre mere i bil og løbende anskaffe de seneste nye livsstilsprodukter såsom smarte mobiltelefoner, computere og andet isenkram, der gør tilværelsen lettere eller sjovere.

Men kan levestandarden blive ved med at vokse? Og selv om den kan, er det så ønskeligt, når klodens miljø er truet og når der er millioner af fattige i verden? Man kan vel godt kalde det et overforbrug, når det er blevet så stort, at det medvirker til at ødelægge miljøet og reducere mulighederne for kommende generationer. Man kan være fristet til at sige, at levestandarden i dag (for de privilegerede) er så høj, at den må betegnes som luksusforbrug. Men hvor sætter man grænsen for, hvad der er overflødig luksus uden at gøre sig skyldig i moraliseren?

Man kan i hvert fald sige, at levestandarden for en gennemsnitsfamilie i de rige lande godt kunne holdes fast på det nuværende eller endda et lidt lavere niveau uden at det gjorde så meget. Det er der flere gode argumenter for.

For det første tilfredsstiller de fleste nye materielle goder behov, der er kunstigt skabt og kun eksisterer, fordi nogle har opfundet dem. For 25 år siden var fladskærme og smarte mobiltelefoner ukendte, og ingen følte behov for dem. I dag er de blevet normale forbrugsgoder, som de fleste føler, de er nødt til at have. Behovet for mange moderne goder afhænger af denne normalisering og er dermed delvis relativt. Et nyt køkken, en dyr bil, ferierejser til eksotiske destinationer, besøg på gourmet-restauranter, modetøj og de sidste nye elektroniske gadgets – har både konkret værdi og abstrakt værdi eller værdi som symbol på relativ rigdom. Hvis kollegaen og naboen har det, må jeg også have det for ikke at føle mig underlegen. Måske er den relative eller abstrakte værdi den mest tungvejende i behovsregnskabet.

For det andet har forskning vist, at vækst i forbrug eller levestandard over et vist niveau ikke gør os lykkeligere. Op til et vist velstandsniveau bliver folk lykkeligere af at få en højere levestandard, men en stigning derudover gør ikke mennesker lykkeligere. Grænsen blev nået i de vestlige udviklede lande omkring 1960. Der har siden været en fortsat velstandsstigning i Europa og USA, men mennesker er ikke blevet lykkeligere, ifølge målinger af et såkaldt lykkeindeks, der måler generel tilfredshed med livet og oplevelse af lykke. Fænomenet kaldes Easterlins paradoks efter den forsker, der fandt disse resultater.

For det tredje kan øget materiel velstand have negative virkninger i sig selv. Ekstra velstand kan være kontra-produktiv med hensyn til den konkrete nytte den gør. Et eksempel er den lette og rigelige adgang til fødevarer, som kan føre til overspisning og sundhedsproblemer. Det er nu første gang i historien, at mennesker har fået større problemer med, hvordan de skal spise mindre, end hvordan de skal kunne spise mere. De mange automatiske hjælpemidler og tekniske slaver i form af fjernbetjeninger, bilkørsel og stillesiddende udførelse af det daglige arbejde fra en computerskærm har nedbrydende virkninger på kroppen. Og den stigende frigørelse fra nødvendigheden af en daglig arbejdsindsats for at tjene til føden og opretholde livet har også den bagside, at flere mennesker har fået identitetsproblemer, depressioner og andre psykiske lidelser, fordi der ikke er så meget alvor og nødvendighed i dagligdagen længere og det bliver sværere at finde mening i tilværelsen.

At grænsen både er nået og overskredet antydes måske af det stigende behov for primitive oplevelser: sommerhus, sejlbåd, fisketure, vandre- og teltture, campingliv, motionscentre osv. Altså et behov for at træde nogle skridt tilbage fra sin opnåede levestandard og automatiserede magelighed. Det gælder også bilen: når der er kommet for mange biler, især i storbyerne, er den ikke længere et nyttigt transportmiddel men en hæmsko og kilde til stress og irritation. Mange moderne byboere har af samme grund valgt at afskaffe privatbilen og transportere sig selv rundt på anden vis.

En ting er levestandarden og overforbruget i de rige lande, eller hos de privilegerede klasser i både de rige og de fattige lande. Noget andet er levestandarden hos de fattige. På verdensplan lever omkring en milliard mennesker på eller under sultegrænsen. Tusinder af børn dør hver dag, fordi de ikke får mad nok, samtidigt med, at middelklassen i de rige lande betragter luksuskøkkener og ferierejser med fly som rimelige behov. Disse mennesker har et anderledes reelt behov for materiel vækst end vi har i de rige lande. Men økonomiens interessesfære er national, ikke global. Og økonomernes fokus er ikke på alle nationer og alle mennesker men på de rige nationer og de stærke virksomheder.

Vækst i levestandard er i dag først og fremmest relevant for de 3. verdenslande, hvor mennesker dør af sult og sygdomme, som godt kunne bekæmpes, hvis viljen var til stede og ressourcerne blev fordelt anderledes. Væksten i levestandard er i dag først og fremmest et fordelingsanliggende, både nationalt og globalt.

Vækst i livskvalitet

Nobelpristageren Simon Kuznets, der opfandt BNP-regnemaskinen i 1930’erne, fik senere betænkeligheder ved metoden, og i 1962 var han nået frem til, at den burde laves helt om. Når man taler om øget vækst, sagde han, må man specificere hvad det er, der skal vokse og med hvilket formål. Man må skelne mellem vækstens kvantitet og dens kvalitet. Kuznets er ikke ene om dette synspunkt. Mange samfundsforskere og endda visse kritiske økonomer har i de senere år sagt det samme, om end det hidtil har prellet af på den etablerede økonomi.

I forlængelse af oversættelsesprincippet er det naturligt at stille spørgsmålet: I det omfang, vi kan styre væksten og udviklingen, hvordan ønsker vi så, den skal se ud? Livskvalitet er ikke en simpel størrelse, som mekanisk følger levestandarden eller mængden af materielle goder. Mere af alting giver ikke nødvendigvis højere livskvalitet. I nogle tilfælde kan en sænkning i levestandarden netop give en højere livskvalitet.

Et oplagt vækstområde for livskvaliteten er et bedre arbejds- og hverdagsliv. Det er meningsløst, at udviklingen og væksten på én gang gør os materielt rigere og samtidigt gør os mere fortravlede og stressede. Der kunne tværtimod være grund til at sætte tempoet ned og skabe sig en lidt mere afslappet dagligdag, både på arbejdet og i fritiden. Når vi nu er blevet så materielt rige, som vi er i vores del af verden, så kunne fortsat vækst handle om i mindre grad at lade pengene styre samfundet og arbejdet og i højere grad lade indholdet af arbejdet og kvaliteten af dagligdagen gøre det.

Kvalitet kræver god tid og respekt for rytmisk balance, både i arbejds- og i privatlivet. Rytmicitet er en af de vigtigste nøgler til livskvalitet. Arbejdskvalitet forudsætter, at arbejdsdagen forløber i en god rytme mellem travlhed og rolig aktivitet, mellem beslutning og udførelse, mellem kreativitet og rutine, og mellem kropslig og intellektuel udfoldelse. Pauser i arbejdet bør den arbejdende selv kunne administrere efter eget velbefindende. Det er ikke nødvendigt at svinge pisken og presse arbejdere for at få dem til at præstere. Alle mennesker kan lide at gøre nytte og skabe kvalitet, hvis blot de får gode betingelser for det og kan gøre det i deres eget tempo.

Også i fritiden eller i hele dagligdagen er rytmicitet afgørende. Det gode liv er en vekslen mellem det sociale og det private, arbejde og fritid, arbejde og familieliv. Hvordan denne rytme bedst fungerer, burde være langt mere i fokus end det er, og der burde være langt bedre mulighed for fleksible løsninger, der passer til det enkelte menneske og den enkelte familie. Standard-arbejdsugen burde afskaffes og erstattes af et fleksibelt og åbent system, der giver mulighed for og opfordrer til, at hver enkelt finder sin egen optimale rytme i det.

Livskvalitet er knyttet til frihed, tryghed og værdighed. Det er værdier, alle kan tilslutte sig, og de dækker principper fra den liberalistiske borgerlige fløj til den socialistiske venstrefløj. Den mest effektive måde at fremme disse værdier på er ved at give alle borgere en beskeden basisindkomst og lade det være op til hver enkelt at forbedre sin situation derudover. Det ville give frihed til at udfolde sig og få noget ud af en ekstra indsats uden at skulle modregnes i sin basisindkomst. Det ville give tryghed, fordi alle var sikret en minimumsindkomst, der er til at leve af. Og det ville give værdighed, fordi det ville føre kontrollen tilbage til borgeren og ikke lade ham være afhængig af kontrollerende bureaukrater og sagsbehandlere.

Her taler vi om en videreudvikling af velfærdsstaten, som i disse år er under pres, og som ikke er fejlfri, men som er det hidtil bedste grundlag for almen menneskelig livskvalitet, historien har kunnet opvise. Det er en mærkelig blindhed, der gør, at økonomer, især af liberalistisk observans, omtaler skatten som et skatte-tryk, som om skatten og hele det offentlige budget primært skal opfattes som et tryk på befolkningen. I stedet for dette negative ord kunne man tale om det positive i at have et stort offentligt budget, der medfører en stor tryghed og trivsel. Der ser ud til at være en klar sammenhæng mellem det høje skatteniveau og den høje livskvalitet og lykke-score i et land som Danmark (Danmark scorer ofte højt på internationale målinger og sammenligninger af, hvor lykkelige mennesker er). Erhvervsvirksomheder, også udenlandske, der har filialer i Danmark, værdsætter vores stabile samfundsorganisation, det lave niveau for korruption, de ordnede samfundsforhold, trygheden, den velfungerende infrastruktur, den veluddannede arbejdskraft. Derfor vil virksomheder gerne etablere sig i Danmark, selv om skatteniveauet er højere end i andre lande.

Der er en klar sammenhæng mellem livskvalitet og økonomisk lighed i samfundet. De to engelske forskere Richard Wilkinson og Kate Pickett har i bogen Lighed (The Spirit Level) fra 2009 sammenlignet statistiske oplysninger fra omkring 30 rige lande og fundet en entydig sammenhæng mellem graden af økonomisk ulighed og graden af sundhedsmæssige og sociale problemer. USA, der ligger i toppen mht. økonomisk ulighed har også den højeste rate af mistillid mellem borgerne, psykiske lidelser og stofmisbrug, teenage-graviditeter, fedme, dårlig sundhedstilstand, manddrab og lange fængselsstraffe, medens lande med stor økonomisk lighed som de skandinaviske lande og Japan, omvendt har de laveste tal for ovennævnte problemer. Det er en overbevisende påvisning af, at høj økonomisk lighed i et samfund medfører, at alle, både rige og fattige, har bedre livskvalitet.

På det personlige plan, for det enkelte menneskes livskvalitet, spiller det ind, hvor retfærdigt og rimeligt man oplever, at vilkårene er fordelt, også for andre end en selv. Hvis jeg selv har mit på det tørre, dvs. hvis jeg tilhører middelklassen i et af de rige samfund (og det gør både jeg og sandsynligvis de fleste af dem, der læser denne tekst), så vil jeg have det bedre med mig selv, hvis jeg ved, at der ikke er andre i samfundet, der lever et miserabelt liv under elendige vilkår. Der må gerne være moderate forskelle i levestandard, det kan næppe være anderledes, men der bør være grænser for, hvor lidt de fattige skal nøjes med og hvor meget de rige med rimelighed skal kunne rage til sig.

Globalt set er den sociale og økonomiske fordeling bestemt ikke i orden, og det påvirker indirekte min livskvalitet i negativ retning. I min hverdag handler jeg som forbruger ikke kun med andre danskere men med hele verden. Jeg skriver på en computer, der er fremstillet i fjernøsten, og til hvis produktion, der medgår sjældne jordarter, som graves op af minearbejdere i Kina. Den er transporteret til mig af containerskibe, der drives af olie pumpet op fra undergrunden i bl.a. Nordafrika og Irak. Ved siden af mig står en kop kaffe, hvis indhold er tilvejebragt af fattige kaffeplukkere i Brasilien, der arbejder i kaffeplantagerne muligvis under ringe og uværdige forhold. Det tøj, jeg har på, er vævet og syet af lavt betalte arbejdere, undertiden børnearbejdere, i fjerne lande, fordi arbejdskraften er for dyr i Danmark.

Kort sagt: i min hverdag handler jeg med hele verden, og det er medvirkende til, at jeg kan sidde i den magelige velstand, jeg gør. Min privatøkonomiske sfære er i virkeligheden global, når man ser nærmere efter. Min levestandard er knyttet til levestandarden hos mennesker mange andre steder på kloden. Mit liv er i virkeligheden ikke lokalt men globalt.

Hvis jeg tænker over det – og det bliver vi alle efterhånden tvunget til, takket være den omfattende globale informationsstrøm – så berører det min samvittighed og moral. Hvis min komfortable levestandard kun eksisterer på bekostning af, at nogle arbejdere i fjerne lande lever under urimelige og uværdige forhold, så har jeg det ikke helt så godt med mig selv. Så går det ud over min identitet, og jeg kan ikke længere føle mig som et helt menneske. Så er der en modstrid mellem på den ene side de værdier, jeg går ind for, den etiske standard jeg mener er gældende i mellemmenneskelige forhold, og på den anden side de handlinger, jeg faktisk foretager, den måde jeg lever på.

For at bringe balance i min moralske identitet, og dermed i min livskvalitet, kunne jeg derfor ønske mig en vækst i livsvilkårene for andre mennesker rundt om på kloden, de mennesker, som blev udnyttet i kolonitiden og som også bliver udnyttet i dag af den globale økonomiske verdensorden og af de multinationale selskaber. Der er mange urimelige forhold at rette op på, før jeg kan have rigtig god samvittighed, når jeg nyder godt af den moderne vesteuropæiske levestandard.