En af de vigtigste historiske begivenhe­der, der har sat skub i udviklingen af den lineære livsform og den målrettede arbejdsproces, må være indførelsen af landbru­get, der afløste jæger- og samlerkulturen. Så vidt man ved opstod landbruget første gang i Mellemøsten for ca. 10.000 år siden og har derefter bredt sig over det meste af kloden.

I jæger- og samlertilværelsen er økonomien og menneskets aktiviteter bundet til den naturlige cyklus i den tilgængelige føde: planter og dyr. Forbruget af planter og dyr må svare til disses egen reproduktionshastighed. Og dette sætter en øvre grænse for befolkningens størrelse og geografiske tæthed. En­ten klarer man sig eller også bukker man under i den direkte og aktuelle kamp med naturen (og måske andre jægere). Langsig­tede strategier for at overleve er som hovedregel ikke mulige. Der er ikke mulighed for nogen egentlig opsparing eller ophob­ning af rigdom. Jægeren klarer sig med de forholdsvis få og enkle redskaber, der hører til jagten og til forarbejdningen af klæder og redskaber. (Sagan, s. 132)

Hvert år begynder livet forfra på samme grundlag som det forrige år, idet jægerlivet må følge naturens almindelige kreds­løb. En ny generations liv er ligeledes en nøje gentagelse af den foregåendes på alle væsentlige punkter. Børnene må vokse op og lære at klare sig selv på samme måde som deres forældre. Jægerens børn kan ikke arve andet end buen og færdigheden i at bruge den. Livet, generationsfølgen og dermed hele tidsop­fattelsen er cyklisk.

Med landbruget opstår der et helt andet tidsperspektiv. På grund af den ventetid, der er fra man sår til man høster, fra et husdyr er født til det er udvokset, fra investering til resultat, må landbrugeren kunne fastholde en ejendomsret til de biologiske ressourcer. Dyr, jord og frugter er ikke længere blot den omgi­vende natur, som mennesket må forsøge at leve af i en daglig eksistenskamp (og evt. indbyrdes kamp) – de er blevet til menneskers ejendom. Opsparing og akkumulation af rigdom er for første gang blevet både mulig og nødvendig. Landbruge­rens overlevelse afhænger af den opsparede ejendom: jord, korn, såsæd og husdyr.

Derfor er hvert år ikke nødvendigvis en gentagelse af det forrige. Ejendommen kan forøges og give større materiel sik­kerhed, eller det modsatte kan ske. Næste generation starter ikke cyklisk fra samme sted som den foregående men starter på præcis det økonomiske grundlag, den har fået i arv. At sætte børn »i vej« er at sørge for, at de har jord og husdyr. Slægten får dermed en egentlig historie. Asymmetrien er opstået.

Landbruget kræver altså planlægning i et langt større tidsper­spektiv end jægerkulturen. Det er nødvendigt at handle for­måls- og fremtidsrettet, og den enkeltes handlinger har alvor­lige langsigtede konsekvenser. Man må kunne udskyde sine aktuelle behov og udvise selvdisciplin. Det er i landbruget, der sker den kraftige adskillelse af handlingens mål og motiv, som Leontjew fremhæver som værende det væsentlige kendetegn på menneskeligt arbejde. (Leontjew bd. 2, s. 315-324)

Den anden historiske begivenhed, der har sat skub i udvik­lingen af den lineære tidsopfattelse, er den videnskabelige og tekniske revolution. I det 16. århundrede begyndte Galilei og hans samtidige at iagttage naturen systematisk og foretage eksperimenter for at fravriste den dens hemmeligheder. Astro­nomien udviklede sig, og med den muligheden for at navigere sikkert og udforske den anden side af jordkloden. Man under­søgte menneskelegemets indretning og blev i stand til at kurere flere sygdomme, man udviklede kemien og fysikken og fik mulighed for at udnytte bjergenes mineraler, udvinde metaller, udnytte jordens energikilder, elektriciteten, konstruere maski­ner og bygge fabrikker.

Det er næppe en fejl eller en overdrivelse at sige, at de to revolutioner, som gerne bliver kaldt den videnskabelige og den tekniske, har været de mest dybtgående forandringer, som menneskeheden har oplevet i den såkaldte nyere tid. Den første er en omvæltning i tænkemåde, den anden i livsvilkår. Man kunne også sige, at den første omvæltning angår menneskets teoretiske, den anden dets praktiske forhold til virkeligheden. I bund og grund gælder det to sider af den samme store proces. (von Wright, 1963)

Selv om landbrugskulturen er lineær i forhold til jægerlivsfor­men, fremtræder den som cyklisk, når den ses i forhold til den videnskabelige og tekniske kultur, hvor de naturlige rytmer blev endnu mere nedbrudt eller tilsidesat. Mennesket har sat sig endnu mere til herre over tiden, har nærmest sat sig selv i Guds sted og gjort sig til herre over hele naturen. (sml. Richter: Gudskomplekset)

Den lineære tekniske beherskelse, som videnskaben gjorde mulig, kom også til at gælde samfundet og dets udvikling. Tidligere havde man opfattet historien som en cyklus af »ti­der«, der vendte tilbage til udgangspunktet, en verdensorden, der var skabt og sikret af højere magter. Nu derimod begyndte man at betragte samfundet som en samling menneskeskabte institutioner, som det også ligger inden for menneskelig mulig­hed at ændre. Historien og samfundets indretning bliver be­tragtet som en stadigt fortløbende proces, en »udvikling«, som man kan gribe ind i som en politisk arbejdsproces. Selv om det faktisk ikke er så let i praksis at forme samfundet efter menne­skelig beslutning, så skorter det i hvert fald ikke på interesse for det, som de mange politiske ideologier og tanker om samfunds­udvikling, utopi og revolution er udtryk for.

I hvert fald indebærer begrebet »udviklingen«, som i dag er et almindeligt begreb, at man forventer, at fremtiden altid vil være forskellig fra fortiden. Intet gentager sig længere. Histo­rien er blevet lineær.

Ligesom samfundet og institutionerne ikke længere ligger fast, gør de enkelte individers liv det heller ikke. Så sent som i middelalderen lå et menneskes livsforløb i store træk fast fra fødslen. Var man født bonde, døde man som bonde. Med de mange nye erhverv, og med næringsfriheden og liberalismen, blev den enkeltes fremtid pludselig åben. Livet er nu ikke længere noget, der lever sig selv cyklisk i gentagelser, men er også blevet en arbejdsproces, der skal planlægges. Hver enkelt bliver nødt til selv at vælge retningen, karrieren, for sit fremti­dige liv.

Selv det indre liv, menneskets sjæl eller personlighed, er gjort til genstand for videnskabelig udforskning i den nye vi­denskab psykologi. Og dermed er også sjælelivet, personlighe­dens udvikling, blevet et område for lineær bearbejdning. Det betragtes efterhånden som en selvfølge, at det er vigtigt at »udvikle sig«, »realisere sig selv«, altså gøre også sit indre liv til en arbejdsproces. At »arbejde med sig selv«, som det hedder. Og psykologien leverer et stort udvalg af teknikker og metoder til denne arbejdsproces.

Således er der næsten ingen sider af den moderne tilværelse, der længere lever sig selv i naturlig eller traditionsbestemt gentagelse. Alt er blevet til et muligt område for bevidste lineære arbejdsprocesser, hvad enten det gælder økonomi, kar­riere, personlig og psykisk udvikling, samliv med den nærmeste familie eller opdragelsen af børn. Og til alle disse arbejdsopga­ver står der videnskabelige teorier og teknikker til rådighed.

Noter og henvisninger

Artiklen er en bearbejdet udgave af kapitet “Udviklingen af den lineære livsform” i Michael Husen: Arbejde, Rytme og Tid, Kbh. 1988.

Leontjew, A.N.: Problemer i det psykiskes udvikling (1959), bd. 1-3, Kbh. 1977

Richter, Horst E.: Gudskomplekset (Der Gotteskomplex 1979), Kbh. 1980

Sagan, Carl: Paradisets drager: Om udviklingen af menneskets intelligens (The Dragons of Eden: Speculations on the Evolution of Human Intelligence, 1977), Kbh. 1978.

Wright, Georg Henrik von: »Essay om naturen, mennesket og den vitenskape- lig-tekniske revolusjon« (Oversat fra Scripta Minora Regiae Societatis Humaniorum Litterarum Lundensis. Studier utg. av Kungl. Humanistiska Vetenskapssamfundet i Lund 1961-1962: 2. Lund 1963.)