Kontinuitet og diskontinuitet

Mennesker eksisterer ikke bare i rum, men også i tid. Det er ikke nok at sige f.eks. “denne person vejer 60 kilo”, eller “denne person er søvnig”. Man må også fastslå tidspunktet, hvornår disse udtalelser gælder, for både vægten og søvnigheden ændrer sig hele tiden. (Det gælder iøvrigt også for alle andre ting, at man ikke kan beskrive dem endegyldigt uden at tage tiden i betragtning). Man kan altså ikke sige, at en person slet og ret er på en bestemt måde, for det ville forudsætte, at man kunne fastfryse tiden.

Når det gælder en persons identitet, dvs. hans/hendes sammenhængende selvopfattelse, bliver det tidsmæssige problem ekstra påtrængende. For medens vægten og søvnigheden og mange andre egenskaber ændrer sig gradvis (kontinuert), i glidende overgange fra én tilstand til en anden, ser det ud til, at identiteten netop kan skifte brat (diskontinuert), uden nogen indlysende årsag. Jeg kan én dag, eller ét øjeblik, opleve mig selv som én person, med de og de egenskaber, ønsker, behov og meninger, og næste dag, eller i næste øjeblik opleve mig selv helt anderledes. Det er netop karakteristisk for identiteten, at den er – eller kan være – så ustabil. Hvis man ydermere tænker på, at vi ind imellem de selvbevidste perioder, hvor vi tænker over os selv, har perioder af hengivelse, hvor vi ikke bekymrer os om, hvem vi er, ser det ud til, at identiteten egentlig kun eksisterer glimtvis, og at vi i hengivelsesperioderne slet ikke har nogen identitet.

Spørgsmålet er altså: hvordan kan man overhovedet tale om identitet, eller hel identitet, når billedet er så flakkende? Man kan sammenligne med en filmforevisning, der også består af enkelte billeder, der projiceres enkeltvis efter hinanden på lærredet, afbrudt af mørke. Billederne flyder alligevel for betragteren sammen til en kontinuert helhed: et billede med bevægelse i. Men vel at mærke kun under forudsætning af, at der faktisk er sammenhæng mellem de enkelte billeder på filmen. Tilfældigt sammensatte billeder, eller en film, der er klippet forkert sammen, vil ikke give noget helhedsindtryk.

Identitet vil sige at være den samme, som man er, igennem tid. At der er en identitetsmæssig sammenhæng mellem min fortid, min nutid og min fremtid. I forhold til fortiden må identiteten være en erindring om kontinuitet, at vedkende sig sin fortid, også selv om den indeholder store forandringer, kriser, udviklinger, “ham-skifter”. I forhold til fremtiden må identitet indebære at vide i hvert fald noget om, hvad jeg vil foretage mig – hvem jeg er – i løbet af dagen, ugen, de næste par år, resten af mit liv. Kontinuiteten er ikke ensbetydende med en rigid forbliven den samme. Hel identitet er ikke at være forpligtet til for evig og altid at mene det samme, ikke at skifte standpunkt, men derimod at man vedkender sig, at man er den samme person, selv om man endog radikalt skifter mening. Også, at jeg måske kan have en fortid, som jeg nu indholdsmæssigt tager afstand fra, men at jeg til trods herfor vedkender mig, at det er min fortid, og dermed en del af min historie, min identitet (min “biografi”).

Fremtidsperspektivet i identiteten kan bl.a. beskrives med begrebet “projekt” eller “fremtidsplan”, som Benedicte Madsen oversætter det (i artiklen “Om unges fremtidsplaner, ledighed og beskæftigelsesarbejde”). Et “projekt” (latin: projectum) er noget, man har kastet frem, et udkast, en plan, et forehavende. Noget, man har bestemt sig til at ville realisere. Begrebet “projekt” anvendes af Sartre og henviser til, “at man kaster sig ud i fremtiden i en bestemt retning. …Projektet er den stadige rettethed i vort bevidstheds- og handlings- liv.” Mennesket er selv et projekt, ifl. Sartre, hvilket for ham, og for eksistentialisterne iøvrigt, vil sige, at mennesket netop selv vælger, hvordan det vil være, selv vælger sit liv og sin identitet. B. Madsen fremhæver i sin artikel, at det er et alment menneskeligt behov at have planer for fremtiden. Men de unge, der bliver stillet over for arbejdsløshed, når de forlader skolen, bliver samtidigt frataget muligheden for at planlægge deres eget liv. Derved bliver identiteten spoleret, fordi den netop forudsætter, at individet har en fremtidsplan og dermed en følelse af kontinuitet i sit liv.

Rytmiske svingninger i selvopfattelsen

Tidsperspektivet i identiteten kan også være rytmisk. Det kan være, at ens selvopfattelse svinger i takt med døgnets rytme, med månedens rytme eller i en anden regelmæssig rytme. F.eks. skriver Arthur Koestler i sin selvbiografi:

Som årene gik gled min tilværelse ind i et mønster, der som et pendul svingede mellem total isolation og korte, hektiske perioder af samvær med andre. Jeg kunne leve på landet mange måneder ad gangen uden at se et menneske og så pludselig en dag tage ind til byen med en provinsbeboers grådige appetit på livet,…

Jeg beundrer de mennesker, der kan leve et ordnet liv, men ville ikke give slip på det mønster, jeg efterlever, selvom jeg kunne. Mangelen på mådehold er ikke altid vejen til visdom, som Blake sagde. Men der kan være ligeså megen harmoni og rytme i et penduls svingninger som i et hjuls drejen på sikre lejer. (Koestler s. 37)

Som Koestler fremstiller det, er der ikke tale om nogen begrænset identitet, idet han accepterer, at disse svingninger optræder. Dermed er der egentlig heller ikke tale om svingninger i identiteten, idet selvopfattelsen godt på én gang kan rumme, at “nu er jeg et land-menneske, der foretrækker ensomhed” og “jeg ved, at når der er gået nogen tid, vil jeg skifte over til at blive et by-menneske, der søger selskab”. Der er altså ikke tale om nogen egentlig modstrid i selvopfattelsen.

Noget andet er tilfældet, hvis man ikke kan se sin øjeblikkelige stemning og sindstilstand som noget tidsbegrænset, noget, der i løbet af et stykke tid vil afløses af en anden sindstilstand og selvopfattelse, og så fremdeles. Så kan der opstå en identitetskrise. Netop tidsdimensionen i identiteten kan let give anledning til identitetskriser, perioder af oplevet tvivl og usikkerhed mht. ens egen identitet og kontinuiteten i ens liv. Typisk kan disse kriser være tidsrytmisk tilbagevendende, svarende til f.eks. døgnets rytme, ugens rytme og menneskets livsrytme (fra fødsel til død). Dette tidsrytmiske mønster har en vis sammenhæng dels med biologiske rytmer i kroppen og dels med sociale rytmer, tidsrytmer i det sociale livs krav til individet.

Identitetens døgnrytme

Døgnrytmisk tilbagevendende identitetskriser opstår i forbindelse med natten, angsten for at gå i seng, angsten for at sove og angsten for at stå op til en ny dag. Om natten, når vi sover, har vi ingen identitet, eller rettere, da går vores identitet på afveje, på vandring. Og hvilken garanti har vi for, at den er på plads og i orden, når vi vågner? Hvis vi ikke, så snart vi står op, har ganske bestemte gøremål, helst ting, som andre forventer af os, at vi gør, f.eks. at gå på arbejde, eller at sørge for et barn, eller for husdyr, er vores identitet kritisk om morgenen. Den skal så at sige genskabes på ny hver morgen. Og det kan være pinefuldt på denne måde at have dagen helt ustruktureret og fri, så man selv skal fylde den ud. Hver dag at skulle fastholde sin identitet helt ud fra sig selv.

Problemet kan f.eks. tage sig således ud: jeg kan den ene dag beslutte mig for en plan, en måde at leve på, ting, jeg vil gøre, måder jeg vil være sammen med andre mennesker på. Jeg kan være opløftet af iver og ildhu, og om aftenen gå i seng i forvisningen om, at i morgen vil jeg gå i gang. Men næste morgen er jeg ligesom en anden person: min ildhu og overbevisning er væk. Jeg tror ikke længere på min plan eller har ligefrem glemt den.

I psykiatrien er det et velkendt fænomen, at identitetsproblemer har et døgnrytmisk forløb. I en medicinsk lærebog om depression skriver forfatteren:

Døgnrytmen er et af de diagnostisk vigtigste fænomener ved endogene depressioner… Normalt er tilstanden udmærket om aftenen, og det går relativt godt med at falde i søvn (særlig med en sovetablet). Men mere eller mindre tidligt hen på natten forstyrres søvnen, og allerede ved 2-4-tiden kan det være umuligt at sove. Samtidig føles en dyb beklemmelse, angst. Man plejer at tale om tidlig opvågnen med morgenangst. Følelsen af angst kan blive særlig stærk og forenes med forstærket pessimisme og dystre grublerier, fortvivlelse og dødstanker. Derefter er det vanskeligt at stå op og foretage sig noget i løbet af morgenen og formiddagen. Hæmningen er altså værst under den første del af dagen og plejer at formindskes noget hen på eftermiddagen og aftenen. Mønsteret gentager sig relativt ensartet dag efter dag.

Ved neurotisk-reaktiv depression er det i stedet normalt, at patienten føler sig utilpas og grublende om aftenen og da har svært ved at sove, medens det plejer at føles lidt bedre om morgenen efter nattehvilen. (Holmberg s. 17)

Jeg skal ikke her tage stilling til, om psykiatriens skelnen mellem “endogene” depressioner (der opstår indefra, uden påviselig årsag) og “neurotisk-reaktive” depressioner, (der skyldes en uhensigtsmæssig reaktion på ydre begivenheder) er rimelig. Det, der er interessant i nærværende sammenhæng er, at depressioner, som jo netop indebærer identitetskrise, har et døgnrytmisk forløb.

Ugerytmen

I forbindelse med ugerytmen, som definerer vores arbejdsmæssige liv og identitetsrytme, oplever mange mennesker identitetskriser i weekenden, hvor de er overladt til sig selv – og deres familie – uden arbejdets trygge krav til strukturering af dagens gøremål. Man har kaldt disse kriser “søndagsneuroser”, og kliniske psykologer og psykiatere ved, at de giver sig udslag i et stigende antal indlæggelser på psykiatriske klinikker i weekenderne, stigende antal selvmord eller selvmordsforsøg, stigende antal ægteskabelige stridigheder.

Livsfaser

I forhold til livsrytmen kan man pege på perioder el. faser i livet, der er særlig udsatte for identitetskriser. Især puberteten og ungdomsalderen, hvor den unge skal frigøre sig fra forældrene og finde sin egen identitet uafhængigt af dem, skal orientere sig i forhold til det kaotiske arbejdsliv, skal finde ud af det svære seksualliv og relationerne til det modsatte køn. Endvidere “midtlivskrisen”, omkring 35-45 år, der er kendetegnet ved, at man har etableret sig, gjort karriere eller fundet et stabilt arbejde, fået materielle goder og har opfostret sine børn, der nu er så store, at de begynder at løsrive sig fra hjemmet. Livet stiller pludselig én over for helt nye udfordringer til at finde en identitet i forhold til arbejde og ægtefælle, der ikke som førhen bygger på ekspansion, erobring, udadvendthed, men måske mere på fordybelse og intensitet.

Identitetskriser er dog ikke kun knyttet til disse (og flere) markante overgangsfaser i livsrytmen. De kan optræde på alle tidspunkter, og består i, at man kommer i tvivl om, hvorvidt ens liv overhovedet har mening og sammenhæng – eller det blot er en række tilfældige, usammenhængende begivenheder, som Søren Kierkegaard udtrykker det i én af sine “diapsalmata”:

Mit liv er aldeles meningsløst. Når jeg betragter dets forskellige epoker, da går det med mit liv som med det ord Schnuur i leksikonnet, der for det første betyder en snor, for det andet en sønnekone. Der manglede blot, at det ord Schnuur for det tredje skulle betyde en kamel, for det fjerde en støvekost.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at identiteten har denne tidsdimension. Og at identiteten tilsvarende er kritisk og sårbar i forhold til tidsrytmer (hvoraf jeg kun har nævnt nogle). En vigtig forskningsopgave vil være at kortlægge de identitetskritiske tidsrytmer nøjere. Bl.a. at supplere den ovenstående liste. En praktisk konsekvens af disse overvejelser vil også være, at en plan, et projekt – f.eks. et beskæftigelsesprojekt for arbejdsløse – må tage hensyn til tidsperspektivet, hvis det skal gøre sig håb om at være identitetsskabende. Det samme gælder tilrettelæggelsen af et arbejde, et job. Det må både forholde sig til den døgnrytmiske, den ugerytmiske og den livsrytmiske identitet, osv.

Noter og henvisninger

Artiklen er en bearbejdet udgave af kapitlet “Selvbedrag og fortrængning” fra M. Husen: Arbejde og Identitet, Kbh. 1984.

Koestler, Arthur: Pilen i det blå (Arrow in the Blue, 1952), Kbh. 1953.

Fried, Barbara: Krisen vid livets mitt (The Middle Age Crisis, 1967), Stockholm 1978.

Erikson, Erik H.: Identitet, ungdom og kriser (Identity: Youth and Crisis, 1968) Kbh. 1982.

Sheehy, Gail: Overgange: Voksenslivets forudsigelige kriser (Passages, 1974), Kbh. 1978.

Levinson, Daniel J.: Mannens åldrar (The Seasons of a Man’s Life, 1978), Malmö 1979.

Holmberg, Gunnar: Depression: Diagnose og behandling (1980), Medicinsk Forlag, Ølstykke 1981.

Madsen, Benedikte: “Om unges fremtidsplaner, ledighed og beskæftigelsesarbejde”, Politica 2, 1980, s. 52-78.

Rasmussen, Lisbeth: Midtlivskrisen, Kbh. 1985.