Virkelighedsflugt

“Tar de livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tar de lykken fra ham med det samme,” siger doktor Relling i Ibsens Vildanden. Livsløgnen, som doktoren bevidst støtter og holder liv i, er fotografen Hjalmar Ekdals drøm om en dag at gøre den store opfindelse, der skal hæve det ekdalske navn til ære og værdighed igen efter faderen, gamle løjtnant Ekdals nedværdigelse. Det er dog klart, at han aldrig vil gøre den opfindelse; det er kun en dagdrøm, en flugt fra virkeligheden:

GREGERS. Hvad tid omtrent tror du den opfindelse kan bli færdig?

HJALMAR. Nej, Herregud, du må ikke spørge mig om sådanne enkeltheder som tiden. En opfindelse, det er noget, som en ikke helt og holdent er herre over selv. Det kommer for en stor del an på inspirationen, – på en indskydelse, – og det er næsten umuligt på forhånd at beregne, hvad tid den indtræder.

GREGERS. Men fremad går det da vel?

HJALMAR. Ja visst går det fremad. Jeg tumler hver eneste dag med opfindelsen; den fylder mig. Hver eftermiddag, når jeg har spist, lukker jeg mig inde i dagligstuen, hvor jeg kan gruble i ro. Men man må bare ikke jage på mig; for det nytter ikke til noget; det siger Relling også.

At hengive sig til dagdrømme er en måde at flygte fra sine identitetsproblemer. I dagdrømmen fantaserer man sig til den identitet, man ønsker sig, og som man tror, andre misundelsesværdige personer har. Man drømmer om det gode liv, om lykke, rigdom, skønhed, berømmelse, eller man gør sig i fantasien til en helt, tillægger sig et mod, man ikke har i virkeligheden. Hvis ens liv ikke er blevet det, man håbede på og forestillede sig, hvis man i stedet må nøjes med en mere triviel tilværelse og et arbejde, der er kedeligt, ensformigt, eller på anden måde ubehageligt, holder man sig måske oppe ved at bilde sig selv ind, at en dag bliver det anderledes. En dag får man en bedre stilling eller starter “sit eget”. Får sit gennembrud. En dag går man i gang med en uddannelse, en dag møder man lykken, vinder den store gevinst. Man kan ikke identificere sig med den situation, man faktisk er i, og i stedet skaber man sig en fantasiidentitet.

Man kan også drømme om at være “almindelig”, være “ligesom alle de andre”, hvis man synes, ens eget liv er for indviklet og problematisk. Drømme om at have et helt almindeligt arbejde, et helt almindeligt familieliv osv. Det er selvfølgelig en illusion at tro, de andre er så almindelige, en illusion, der bygger på en meget overfladisk iagttagelse. Hvis man tilfældigt ser en pige, der er på vej til sit arbejde en morgen, med let og målbevidst gang hen ad fortovet, kan man f.eks. tænke: bare jeg var som hende! Hun er en helt almindelig pige med et helt almindeligt arbejde. Hendes liv er ikke fyldt med problemer ligesom mit.

I virkeligheden er dette drømmen om identitetsløshed, om at være fri for den besværlige selvbevidsthed. Men man kan ikke virkeligt flygte fra sin identitet og sin bevidsthed. Dagdrømmen er et selvbedrag. Man bedrager sig selv ved at skubbe noget af sin viden om realiteterne til side. Når man køber en lodseddel, ved man, at der er størst chance for at tabe sine penge, men i det øjeblik, man køber lodsedlen, er den viden skubbet til side. Og når man dagdrømmer om en dag at få sit “gennembrud”, et avancement, skubber man en viden til side om, hvorfor man faktisk netop ikke kan få dette gennembrud. En viden om, at man ikke har evnerne eller modet til det, eller at der ganske enkelt ikke er plads til én der, hvor man gerne ville være. (Når der kun er et begrænset antal gode pladser, må nogen jo nøjes med de dårligere).

Ubevidst viden

At dette kan lade sig gøre, hænger sammen med, at vi kan have “ubevidst viden”, dvs. viden, som vi ikke er klar over, at vi har. Selv-bedrag forudsætter, at der er et ubevidst eller underbevidst plan, en afsides hylde i hukommelsen, hvor man i kortere eller længere tid kan gemme en viden, der er for besværlig at have helt fremme ved overfladen.

Noget af det, der er gemt væk på et underbevidst plan, kan forholdsvis let kaldes frem igen. Det må selvfølgelig være sådan, at mens man tænker på én ting, er alt det, man i øvrigt ved, trængt i baggrunden. Man ville jo blive helt handlingslammet, hvis man ikke kunne gemme det meste af sin viden og sine erfaringer væk, medens man koncentrerede sig om et enkelt problem. Så ville man ikke engang kunne slå et søm i en væg, fordi man samtidigt skulle tænke på, at millioner sulter i u-landene, at atomkrigen kan starte om 5 minutter, at forureningen ødelægger miljøet, at børnene vantrives fordi der ikke er plads til dem i de voksnes verden, at de voksne knokler livet af sig for nogle materielle goder,som de ikke en gang er i stand til rigtig at nyde, osv. osv. Hvis man ikke er i stand til at skubbe al denne viden midlertidigt til side, vil man være lammet; man vil ikke kunne foretage sig det mindste.

Anderledes forholder det sig med den viden, der virkelig er fortrængt. Det er også en ubevidst viden, man har, men en viden, som er skubbet så langt ned i det ubevidste, at den ikke under normale omstændigheder kan hentes frem igen. Freud byggede sin psykologi op omkring eksistensen af dette ubevidste og dets skjulte virkninger. Han skelnede mellem det førbevidste, der forholdsvis let kan kaldes frem, fordi modstanden mod det er svag, og det egentlig ubevidste, der holdes borte fra bevidstheden af en stærk modstand. Under særlige omstændigheder, f.eks. under hypnose eller under psykoanalyse, hvor patienten giver frit løb for sine associationer, kan dele af det ubevidste komme frem til overfladen (andre psykologer har fundet frem til andre metoder: kropslige øvelser, LSD-be- handling m.m.). Det fortrængte ubevidste er stærke og ubehagelige oplevelser, især i barndommen, som personen ikke har kunnet bearbejde og bruge i sin bevidste udvikling. Men disse fortrængte oplevelser lever alligevel videre på det ubevidste plan og er med til at forme og styre personens liv og tanker, også som voksen. Det er f.eks. den slags ubevidst viden, der gør mennesker neurotiske.

I stedet for at tale om to ubevidste planer er det nok mere rimeligt at sige, at der findes mange grader af ubevidsthed (eller bevidsthed), lige fra den viden, der når som helst kan kaldes frem, over erfaringer, der ikke passer i ens kram, kendsgerninger, man nødigt vil se i øjnene, osv., ned til det dybeste, mest problematiske lag i underbevidstheden. Det, der interesserer mig her er, at en viden, der har betydning for ens liv, men er så fortrængt, at den ikke kan kaldes frem “på kommando”, er skadelig og begrænsende for identiteten.

Fortrængninger kan være et helt samfunds, en hel kulturs fortrængninger. En sådan socialt virksom fortrængning er f.eks. fortrængningen af det seksuelle i det victorianske borgerlige samfund i forrige århundrede og delvis op til i dag. Hvad et helt samfund fortrænger, vil det enkelte individ også fortrænge hos sig selv. Den borgerlige kultur udviklede derfor en type mennesker, der ikke turde vedkende sig de seksuelle drifter, og i stedet tog skade på deres identitet. Seksualfor- skrækkelsen betyder ikke, at man fjerner eller tilintetgør de utilladelige drifter. De vil trænge sig på og kræve et afløb. Resultatet er, at den seksualforskrækkede går rundt med permanent dårlig samvittighed over at have de lyster, han har, og over de måder han får dem delvis tilfredsstillet på. Og en permanent dårlig samvittighed er en begrænset identitet.

Ideologier

En vigtig gruppe sociale fortrængninger er knyttet til ideologier, dvs. de ideer og anskuelser, der er alment udbredte i et samfund og som er med til at opretholde dette samfunds sociale relationer. De fleste (alle?) samfund indeholder en social ulighed, en opdeling af samfundsmedlemmerne i mere og mindre priviligerede, højere og lavere klasser og lag, velhavende og fattige, besiddende og ikke besiddende, mennesker med magt og indflydelse og mennesker, der er relativt magtesløse. For at understøtte og retfærdiggøre (legitimere) en social ulighed har man en alment accepteret ideologi. I et feudalt samfund, som middelalderen i Europa, var ideologien, at ethvert menneske er født til at tilhøre en bestemt stand og derfor ikke ret godt kan forlade den. Det er oven i købet Guds vilje, at det forholder sig sådan. Hvis man i et sådant samfund oplever en social uretfærdighed og en undertrykkelse af de svage, vil ideologien sørge for, at man er tilbøjelig til at fortrænge sin viden herom. Alle vil derfor stort set acceptere forholdene som de er. I nyere tid er standsvæsenet afskaffet, man kan officielt ikke længere opnå en social status alene gennem sin fødsel i en bestemt familie. Alligevel er der forskelle i de privilegier, de enkelte individer kommer til at nyde. Nogle får en uddannelse, et interessant arbejde og måske en høj indtægt, medens andre ingen uddannelse får og må tage til takke med mindre interessant og kedeligt arbejde. For at fortrænge erfaringen om denne uretfærdige fordeling har man nogle nyere ideologier, bl.a. den, man kan kalde “rette hyldeideologien”. Den går ud på, at egentlig, i sig selv, er alt arbejde lige godt, alle jobs lige gode, men mennesker er forskellige. Nogle kan lide det ene og nogle kan lide det andet.

Der er nogle, der helst vil have et simpelt arbejde – som at gøre rent, eller passe en automatisk maskine dagen lang. Nogle vil helst være fri for et arbejde, der kræver beslutningstagen og ansvar. Andre derimod vil helst have et varieret arbejde, der giver nogle udfordringer og hvor de kan få anvendelse for deres forskellige evner. Hvad det gælder om, er altså bare at finde sin “rette hylde”. Denne ideologi gør, at man kan fortrænge, at nogle jobs er åbenlyst kedelige, ubehagelige og uinspirerende, samt at ingen vælger disse jobs af lyst, men mere eller mindre presset af nødvendighed.

Hvis der er en priviligeret og en ikke-priviligeret gruppe, så den ene gruppe udnytter og dermed undertrykker den anden, støttes dette forhold altså af en ideologi, der gør det nærliggende at fortrænge sin oplevelse af forholdene. Som Paulo Freire gør opmærksom på (i De undertryktes pædagogik) virker denne bevidsthedsmæssige undertrykkelse hos begge grupper, både hos undertrykkerne, som legitimerer deres status med ideologien, og hos de undertrykte, som, med Freires ord “huser undertrykkeren i sig selv”, eller “internaliserer” undertrykkelsen og den ideologi, der støtter den. Det er let at anskueliggøre, hvorfor det må være sådan, med et forenklet eksempel: En fabriksejer er afhængig af, at hans arbejdere (“med-arbejdere”) dagen lang udfører rutinemæssigt, kedeligt arbejde, for at hans fabrik kan klare sig økonomisk i konkurrencen. Egentlig “ved” han godt, at deres arbejde er kedeligt, og han ville ikke selv bryde sig om at have et sådant arbejde, men denne viden har han fortrængt, fordi det ellers er for stort et moralsk dilemma for ham at være ansvarlig for disse menneskers arbejdsvilkår. Han støtter sig til “rette hylde-ideologi- en”. Men den enkelte arbejder må som regel også fortrænge, hvor kedeligt arbejdet er, for det er ikke til at bære dagligt at skulle tænke på, hvor dårlige arbejdsvilkår, man har, og tænke på, at ens liv går til spilde på denne fabrik. Arbejderen fortrænger det altså også og opbygger sig et selvbedrag, der bl.a. kan bestå i, at “egentlig er det et ganske godt arbejde”, – “man kan stå og tænke på, hvad man vil, medens man passer det” – “det er også godt at være fri for ansvar” – “lønnen er helt god” osv. Her kan “rette hylde-ideologien” (som her og i det foregående kun er et enkelt eksempel på, hvad der i virkeligheden er en mangfoldighed af ideologier) også virke ind som en trøstende illusion.

Da arbejdsdelingen og indholdet i de enkelte jobs i det moderne samfund ikke er skabt ud fra de arbejdendes behov, men ud fra andre økonomisk rationelle overvejelser, må de arbejdende altså tilpasse deres behov til den eksisterende arbejdsdeling og de eksisterende jobs. Denne tilpasning kræver en del fortrængning og selvbedrag, understøttet af ideologier, og er dermed truende for identiteten hos de berørte. Hvis man skulle kortlægge et individs identitet, ville det i høj grad bestå i, ligesom en arkæolog der foretager en udgravning, at afdække de lag af samfundsskabte ideologier, som individet har taget til sig som led i sit selvforsvar over for omgivelserne og livsvilkårene.

Noter og henvisninger

Artiklen er en bearbejdet udgave af kapitlet “Selvbedrag og fortrængning” fra M. Husen: Arbejde og Identitet, Kbh. 1984.

Ibsen, Henrik: Vildanden (1884). Samlede værker, bd. 4, Kristiania 1907. (Citater er fra 3. akt).

Freire, Paulo: De undertryktes pædagogik (Pedagogia do oprimido, 1968), Kbh. 1976.