Identitet som selvopfattelse

Alle mennesker har (hvis de ikke er stærkt psykotiske) en opfattelse af sig selv, en oplevelse af og en mening om, hvem de selv er, og hvordan de er, hvilket slags menneske de er. Selvopfattelsen indeholder alt, hvad en person opfatter som sit: udseende, begavelse, social status, alder, køn, særegne karaktertræk osv. I avisernes personlige kontaktannoncer kan man se eksempler på menneskers selvopfattelse beskrevet i få ord:

Jeg er ekspeditrice, 20 år, har brunt hår og øjne, og en alm. pæn figur. Interesser er musik, sang, naturen, psykologi, hjemlig hygge m.m. Jeg er ærlig, kærlig og har humoristisk sans.

Jeg er høj, kraftig, ikke ryger, mand, medio 40, fraskilt, akademiker, humanist med intakt og følsomt sanseapparat. Meget kreativ, overfølsom og selvoptaget.

Selvfølgelig kan skinnet bedrage. Disse personer kan vise sig at være helt anderledes, når man møder dem. Men hvis vi forudsætter, at de virkelig selv har formuleret annoncen (og ikke overladt det til et kontaktbureau), og at de har prøvet at fremstille sig selv så realistisk som muligt for ikke at skabe illusioner hos den eventuelle partner, så har vi her nogle sider af disse personers selvopfattelse, deres identitet, på det tidspunkt, hvor de skrev annonceteksten. Dog med bortcensurering af forhold og egenskaber, de under alle omstændigheder vil holde for sig selv.

I sin oprindelse er “identitet” et latinsk ord (identitas), der betyder enshed, lighed. Grundstammen i ordet er “idem”, der betyder den samme. Identitet betyder bevidsthed om, hvem man er, hvor man hører til, eller bevidstheden om at tilhøre en bestemt kultur, eller en bestemt social gruppe. At have en identitet vil sige at være den samme som sig selv, både i forhold til forskellige situationer og personer og i forhold til tiden, dvs. at være den samme i dag som man var i går. Og vide hvem man vil være i morgen. At have sammenhæng, kontinuitet, i sin individuelle livshistorie, sin biografi.

Vi er ikke født med en identitet, ikke engang med følelsen af at være et individ. Et spædbarn kan fra starten ikke skelne mellem sig selv og omgivelserne, men lever i en tilstand af samhørighed (symbiose) med omverdenen. Ifølge udviklingspsykologen Erik H. Erikson er identiteten, det at opleve sig som et selvstændigt individ og føle sig identisk med sig selv, noget, der først virkelig optræder efter afslutningen af ungdomstiden. Først da har et individ frigjort sig så meget fra omgivelserne, at der bliver tale om en selvstændig “identitet”. Udviklingen sker i barndoms- og ungdomstiden gennem skiftevis identifikation med forskellige voksne forbilleder og forkastelse af disse forbilleder. Det opvoksende barn må hele tiden forsøge at orientere sig efter den sociale gruppe, det tilhører, dvs. prøve at lære at være i overensstemmelse med de væsentligste træk ved den kultur, det skal leve og få sin identitet i. Udviklingen af et barns og ungt menneskes identitet er et vekselspil mellem et individ, der lærer at forholde sig på sin egen personlige måde til et samfunds komplicerede system af værdier, og på den anden side et samfund, der optager og accepterer et nyt medlem, og tilskriver dette nye medlem værdi. (Selv om identiteten er udviklet og dannet i voksenalderen, betyder det dog ikke dermed, at den er sikker og stabil resten af livet. Tværtimod undergår den en udvikling og er udsat for kriser senere i livs-cyklen). Identiteten har altså to sider: en individuel side (personlig identitet), den subjektive følelse af indre identitet og kontinuitet, følelsen af, at “dette er virkelig mig”, og en kollektiv side (gruppe- eller social identitet), den trygge forvisning om at være i overensstemmelse med en gruppes normer, at “høre til”.

Roller og forventninger

I rolle-teorien er især den sociale side af identiteten fremhævet. En social rolle er det samme som de forventninger, andre stiller til én, fordi man har en bestemt position. Hvis man f.eks. er familiefader, stilles der af den øvrige familie, af naboer og venner, og af samfundet i det hele taget, en række forventninger til én om, hvad man gør, hvordan man opfører sig, hvilke forpligtelser, man har, osv. Summen af disse forventninger udgør familiefaderrollen. Foruden at være familiefader har et bestemt individ imidlertid også andre “positioner”: han er måske postbud, medlem af en sejlklub, stamgæst i en frokostbeværtning, og kendt som en “vittig hund”, samt flere andre ting. Han har altså mange roller at spille eller leve op til, og hans identitet udgøres, ifølge rolleteorien, af det samlede system af sociale roller, han spiller. En persons identitet er således afhængig af hans evne til at leve op til andres forventninger, og af hans evne til at undgå “rollekonflikter”, dvs. undgå at bringe sig i en sådan situation, at han skal leve op til to modstridende roller på én gang.

En særlig version af rollebegrebet er Marx’ karaktermaske- begreb. En karaktermaske er den rolle, en person nødvendigvis må spille pga. sit økonomiske klassetilhørsforhold. En kapitalist må, som kapitalist, nødvendigvis forsøge at øge profitten, og en arbejder må, som lønarbejder, nødvendigvis forsøge at sælge sin arbejdskraft så dyrt som muligt. Både “rolle” og “karaktermaske” er udtryk hentet fra teaterverdenen. I det gamle græske og romerske teater bar skuespillerne masker, der viste, hvilken af de faste typer eller karakterer, de skulle fremstille. I det ældste romerske teater hed masken “persona” – det ord, der er blevet til “person” (og Jung bruger i sin psykologi begrebet “persona” til at betegne den sociale rolle). Det er altså en gammel tankegang, at livet er en scene, hvor vi spiller forskellige roller. Den gamle tradition for at klæde sig ud til karneval og fastelavn er udtryk for det samme: ved karnevallet får enhver en løssluppen mulighed for at skifte identitet.

Ifølge filosoffen og socialpsykologen G. H. Mead har identiteten, eller “selvet” (self) to sider: mig (me) og jeg (I). Identiteten dannes ved, at personen er i stand til at sætte sig i en anden persons sted, indtage den andens rolle, og derved kan se sig selv og sine handlinger fra den andens synspunkt. Summen af de forventninger, som alle “de andre” har til mig (den “generaliserede anden”s forventninger), optages i den del af selvet, der er “mig”. Det betyder, at den del af identiteten, der er “mig”, består af de andres forventninger til én.

Et enkelt individs holdninger og tanker er altså præget af de forventninger, andre har til én, eller af det, man selv forventer, at andre forventer af én. Hvis et helt samfund har fælles forventninger på et område, kalder man det en institution. F.eks. er “tyveri” en institution, fordi alle opfatter en bestemt type handlinger på samme måde: som en uretmæssig tilegnelse af andres ejendom. Tilsvarende er retsforfølgelsen af tyven en institution, fordi alle, også tyven selv, forventer, at hvis han bliver fanget, vil han blive anklaget og dømt ved en domstol. Vores tilværelse og dagligdag er tæt pakket med institutioner: familien, butikkerne, arbejdet, trafikken, færdselsreglerne, TV-kiggeriet, værtshuslivet, spisevanerne, børneopdragelsen, skolegang og uddannelse, koncerter, kunstudstillinger osv. Disse institutioner spiller en stor rolle for indholdet i vores identitet, idet de for en væsentlig del bestemmer over vores tid, vore aktiviteter og vore tanker.

Rolle-synsvinklen har den mangel, at den kun dårligt kan redegøre for det fænomen, at et menneske kan forholde sig på forskellige måder til sin rolle, at han kan vælge at lade være med at spille den, eller at han kan vælge at spille rollen samtidigt med, at han personligt tager afstand fra den. Det er jo altid i princippet muligt at lade være med at gøre og tænke som andre forventer det af én. Erving Goffman har til det brug indført begrebet “rolledistance”, dvs. evnen til at kunne tage afstand fra, distancere sig fra, en rolle. Også Mead regner med, at identiteten eller selvet foruden “mig’et” som sin anden side har et “jeg”, der er frit, spontant og uforudsigeligt, og som er i stand til at give sit eget bidrag til personens fortolkninger og handlinger.

En anden mangel ved rolleteorien i forhold til identitetsbegrebet er, at en “rolle” har karakter af noget objektivt, en ydre funktion, som man måske endda kan udføre uden at vide af det. Selv om identiteten har en social side, og selv om denne sociale identitet eller rolle er noget, der i forhold til individet er bestemt udefra, er den som del af identiteten noget subjektivt, noget oplevet, eller bevidst. Min sociale identitet er min oplevelse af at være socialt integreret på en bestemt måde, at have en bestemt rolle at spille, at regne med, at andre forventer noget bestemt af mig. Min sociale identitet er min forventning om andres forventninger til mig. En konsekvens af dette er naturligvis, at min sociale identitet kan være en illusion i den forstand, at den ikke er i overensstemmelse med de andres faktiske forventninger til mig, eller den rolle, jeg faktisk spiller i det sociale miljø. Min sociale identitet kan m.a.o. være en livsløgn. Tragisk, latterlig, eller i grovere tilfælde psykotisk.

Identitetens to sider

I Psykologien og menneskets dilemma beskriver den eksistentialistisk orienterede psykolog Rollo May menneskets “dilemma” som menneskets dobbelte evne til at opleve sig selv som henholdsvis subjekt og objekt. Mennesket kan, samtidigt eller skiftevis, opleve sig som én, der selv handler, føler, ønsker – og på den anden side som én, der bliver handlet med, som skal opfylde andres forventninger, leve op til andres krav, som fremmedbestemt eller tingsliggjort. Ifølge Rollo May er vor bevidsthed en svingningsproces mellem disse to poler. Og det er der ikke noget galt eller urimeligt i, det er menneskets grundvilkår. Hvad det gælder om, er at gøre sig dilemmaet bevidst, at være i stand til at vide og opleve, at man lever i denne “dialektiske relation”, i en svingning mellem disse to poler.

Indkredsningen og præciseringen af begrebet “identitet” peger på, at identiteten indeholder begge aspekter: det individuelle, personlige, og det kollektive, sociale, samfundsmæssige. Ikke sådan at forstå, at et menneske kan have en personlig identitet uden at have en social identitet, eller omvendt, men snarere, at det er to sider af samme sag. M.a.o. vores personlige individuelle identitet er afhængig af, at vi både er socialt integrerede i en (større eller mindre) gruppe, og at vi har en individuel jeg-bevidsthed, en bevidsthed om at være den samme og adskilt, forskellig fra de andre i tid og rum. Man kan ikke vide, hvem man selv er, hvis man ikke ved hvem eller hvor man er i forhold til de andre. Ligesom man ikke kan definere et begreb uden netop at afgrænse det i forhold til andre begreber.

Noter og henvisninger

Artiklen er en bearbejdet udgave af kapitlet “Personlig og social identitet” fra M. Husen: Arbejde og Identitet, Kbh. 1984.

Berger, Peter L. & Thomas Luckmann: Den samfundsskabte virkelighed (The Social Construction of Reality, 1966), Kbh. 1976. (Om institutionsbegrebet og dets rolle for identitetsdannelsen).

Erikson, Erik H.: Barnet og samfundet (Childhood and Society, 1964), Kbh. 1977.

Erikson, Erik H.: Identitet, ungdom og kriser (Identity: Youth and Crisis, 1968), Kbh. 1982.

Goffman, Erving: Encounters – Two Studies in the Sociology og Interaction, N.Y. 1961.

May, Rollo: Psykologien og menneskets dilemma (Psychology and the Human Dilemma, 1967), Kbh. 1969.

Mead, Georg H.: Mind, Self and Society, ed. Charles W. Morris (1934), Chicago 1967.