Michael Husen, 2011

Økonomiske overvejelser bestemmer i stigende grad over vores tilværelse. Vi skal opfatte os som forbrugere snarere end som borgere, den politiske debat domineres af økonomiske argumenter, og på universiteter og sygehuse, i kulturinstitutionerne og i statsforvaltningen besættes ledende stillinger med økonomer i stedet for med specifikt fagkyndige folk. Økonomi er blevet vor tids trosbekendelse og har erstattet religion som retningsgiver for livsførelse og samfundsudvikling.

Økonomien fremtræder som eksakt videnskab og dens teorier og påstande om verdens sammenhæng har status af uomgængelige vilkår og kendsgerninger. Man kan ikke argumentere imod naturlovene.

Men ser man økonomiens grundlæggende præmisser nærmere efter, får man øje på nogle absurde påstande, nogle begreber, der strider så meget mod sund fornuft, at det giver grund til skepsis over for økonomiens selvsikkerhed. Lad os se nærmere på tre af disse grundsætninger: “Vækst er nødvendig”, “Samfundets velstand måles i bruttonationalproduktet”, og “Værdi skabes kun i den private sektor”.

Vækst er nødvendig

For det første hævdes det, at vi er nødt til at have fortsat og stadig økonomisk vækst for at kunne bevare vores velfærd og levestandard. Der stilles krav om, at vi skal være endnu mere flittige og stræbsomme, arbejde længere og mere effektivt hver uge, de ældre skal gå senere på pension og de unge skal hurtigere gennem uddannelsen og ud at tjene penge. Forskning er kun noget værd, hvis den fører til faktura, og landet skal i det hele taget køres som en forretning, der stadig vokser i omsætning.

Umiddelbart er det selvmodsigende, at man skal have mere for at bevare det, man har. Kan man så nogensinde få nok? Kan alle lande blive ved med at have vækst i al evighed, og hvad ender det så med?

Vækst er vel kun ønskelig, hvis der er noget, man ikke har nok af. En 10-årig dreng vil gerne vokse i størrelse, men når han er blevet 190 cm høj ønsker han næppe at vokse mere. Så er han vokset nok, og mere vækst vil kun være et problem.

Umiddelbart kunne man tro, at når vi i mange år har oplevet økonomisk vækst og er blevet rigere år for år, så kunne der efterhånden være basis for at læne sig lidt tilbage og nyde frugten af denne fremgang. Vi kunne tage den mere med ro, sætte arbejdstiden og tempoet ned, lægge mere omhu og kvalitet i vores gøremål og give os mere tid til at nyde livet. Stress burde høre fortiden til. Men økonomerne påstår, at det går ikke, vi er nødt til at fortsætte væksten.

Fra miljøeksperternes side advares der om katastrofale konsekvenser, hvis vi ikke bremser op for al den vækst. CO2-udslippet vil stige, den globale opvarmning vil blive katastrofal, natur-  og energiressourcer slipper op. Dette bekymrer også politikerne, men det får dem ikke på nogen måde til at ændre på det økonomiske mantra om mere vækst, mere gang i hjulene, mere køb og smid væk, og som konsekvens deraf: fortsat mere belastning af miljøet.

Måske er væksten i velstand ikke engang til virkelig gavn for den enkelte borger eller ‘forbruger’. Noget tyder på, at velstanden både for de rige og for middelklassen i de udviklede lande allerede er vokset ud over det punkt, hvor den enkelte har reel glæde af fortsat vækst. Lykkeforskere og økonomer har siden 1970-erne i mange undersøgelser fundet, at ud over et vist økonomisk niveau bliver folk tilsyneladende ikke særlig meget lykkeligere af at tjene mere (fænomenet er bl.a. kendt som ‘Easterlins paradoks’).

Symptomet på, at kurven allerede er knækket er, at man nu kan se millioner af mennesker i den rige verdens middelklasse søge tilbage til et lavere velstandsniveau i mange af deres del-praksisser: Byboere afskaffer bilen og cykler i stedet. De dyrker motion i fitness-centre eller på løbeture, de laver mad på grill og over åben ild, de tager på telt-ferie i naturen, de bedriver lystfiskeri og jagt for at opleve lidt af den oprindelige kamp mod naturen. Fra lænestolen, fjernbetjeningen og automatiseringen søger man tilbage til nødvendigheden, til noget, der kræver en fysisk kropslig indsats. Når vi er begyndt at købe os til den slags oplevelser er det tegn på, at vi allerede har passeret det break-even punkt, hvor velstand og livskvalitet passer til hinanden.

Heinrich Böll fortæller i sin “Anekdote til sænkning af arbejdsmoralen” om en turist, der ser en fisker ligge og sove i sin fiskerbåd et sted ved Middelhavet. Efter at have fotograferet det maleriske sceneri kommer han i snak med fiskeren og bebrejder ham, at han ikke er ude og fiske i det gode vejr. Fiskeren svarer, at han var ud og fiske i går, så derfor behøver han ikke fiske i dag. Turisten forstår ikke denne indstilling og argumenterer med, at hvis han var mere flittig kunne han tjene noget mere og købe en større fiskerbåd og med tiden endda flere fiskerbåde og ved fortsat driftighed kunne han efterhånden ansætte et hold fiskere til at fiske for sig. Og hvad så, spørger fiskeren? Turisten bliver lidt rådvild, men svarer: Ja, så kunne du selv slappe af og ligge i solen og nyde livet. Men det gør jeg jo allerede, svarer fiskeren.

Økonomien skylder os stadig en fornuftig forklaring på, hvorfor vækst er ubetinget nødvendigt.

Samfundets velstand måles i bruttonationalproduktet.

Det mål, økonomerne har for samfundets velstand og vækst, er bruttonationalproduktet, BNP. Det er en lidt indviklet teknisk størrelse, men en enkel måde at beskrive det på er, at BNP er lig med den samlede sum af indtægter i samfundet. Et lands vækst og velstand kan måles på, hvor meget landets BNP er steget siden sidst. Hvis den årlige vækst er på 3-4%, er det godt, mens en vækst på kun 1% regnes for problematisk lav.

BNP stiger jo mere omsætning der er i økonomien, jo hurtigere hjulene snurrer rundt, som det siges. BNP stiger, hvis folk er hurtige til at smide ting væk og købe nyt. Det er bedre for samfundsøkonomien hvis folk går ud og bruger deres penge hurtigt end hvis de er fornuftige og sparer op til dårlige tider. Overforbrug styrker BNP og dermed velstanden i samfundet.

Naturkatastrofer er også godt for velstanden. En god efterårsstorm kan sætte gang i mange hjul. Når der blæser nogle tagsten ned fra et tag, vil forsikringsselskabet sørge for, at nogle håndværkere stiller et stillads op og at andre håndværkere reparerer taget. Tre forskellige firmaer bliver involveret, og i alle 3 bliver der tjent penge og udbetalt løn i den anledning. Stormskaden på taget udløser dermed en lille stigning i BNP. Hvis stormen havde været mindre kraftig, eller hvis taget havde været mere solidt konstrueret, var der ikke sket denne stigning i BNP og Danmark var ikke blevet den smule rigere.

Men det strider mod sund fornuft at hævde, at samfundet bliver rigere fordi der sker en skade på et tag. Status er vel den samme efter reparationen som før skaden skete. Den eneste forskel er, at nogle mennesker er blevet ulejliget og har brugt deres tid på at rette op på en skade i stedet for at bruge den på at skabe en ny brugsværdi, noget, der ikke var der før. Og når de involverede personer har fået løn for deres arbejde, må disse penge jo været taget et andet sted fra – i dette tilfælde fra forsikringstagerne.

Også forbrydelser er godt for økonomien. For nogle år siden blev en ung pige brutalt voldtaget og myrdet i en dansk provinsby. Utallige timers arbejde blev iværksat for at opklare forbrydelsen og senere retsforfølge og straffe gerningsmanden. På et tidspunkt var et dykkerhold på 5-10 personer beskæftiget i flere dage blot med at lede efter et enkelt stykke bevismateriale på bunden af en å. Hundredvis af personer fra forskellige faggrupper har været involveret, og sagen har alt i alt bidraget til bruttonationalproduktet med mange millioner kroner.

Der er ingen tvivl om, at vi skal være glade for at leve i et velordnet samfund, der håndterer kriminalsager så grundigt. Det er godt for både sikkerheden og retsfølelsen. Men herfra er der et stort spring til at sige, at en sådan begivenhed har gjort samfundet rigere i økonomisk forstand. Er vi virkelig blevet mere velhavende, fordi en ussel person har dræbt en ung pige? Her hopper kæden af. Det giver ikke mening, at den slags skal tilskrives økonomisk værdi.

Vi har altså en økonomisk forståelse, der siger, at vi alle sammen bliver rigere, hvis vi ikke passer godt på vores ting men smider dem væk og køber nyt, og vi bliver også rigere når der sker naturkatastrofer og begås alvorlige forbrydelser. Men dette kan ikke være en troværdig måde at måle velstand på.

Værdi skabes kun i den private sektor

Den tredje økonomiske påstand, jeg vil trække frem, er den, at al økonomisk værdi skabes i den private sektor og derfra kanaliseres over i det offentlige forbrug via skatterne. Det er en grundlæggende tanke i liberalistisk økonomisk teori – og den gængse økonomiske teori er netop liberalistisk. Den bygger på tanken om det frie marked som roden til al økonomisk fremgang. F.eks. kan man høre liberale politikere udtale, at “hver enkelt ansatte i det private erhvevsliv skal bære to andre på sin smertende ryg: en offentligt ansat og en på overførselsindkomst”. Derfor går liberale politikere ind for, at den private sektor skal blive større og den offentlige sektor mindre, og de går af samme grund ind for at udlicitere flest muligt af de samfundsnødvendige opgaver til private.

Påstanden er altså, at fabrikanter, håndværkere, ejendomsmæglere, reklamekonsulenter og telefonsælgere skaber økonomisk værdi, mens skolelærere, sygehuslæger, jernbanefunktionærer og postbude ikke skaber nogen værdi. Kun hvis de sidstnævnte bliver ‘privatiserede’ og overgår fra at være offentligt ansatte til at være privatansatte – først da bliver deres arbejde som ved et trylleslag værdiskabende.

Det bemærkes, at denne tese er i delvis modstrid med ideen om bruttonationalproduktet som mål for værdi. Iflølge BNP regnes også lønindkomst i den offentlige sektor med til den samlede velstand. Men denne modsigelse anfægter ikke økonomerne. De kan godt rumme begge synsvinkler samtidigt, selv om de er i modstrid med hinanden.

Man kan til nød forstå argumentet med overførselsindkomst. Som navnet antyder, er der jo tale om at overføre penge til denne gruppe. Men den offentligt ansatte? Hvis den privatansatte f.eks. er kunderådgiver i en bank og den offentligt ansatte er skolelærer, er det så kunderådgiveren, der bærer (holder røven oppe på, forsørger) skolelæreren? Den tanke er svær at forlige sig med. De udfører begge et arbejde, der indgår i den store arbejdsdeling i samfundet, og de får begge løn for det. Hvis man ville se på, hvem af de to, der bedst kunne undværes, er det ikke sikkert sammenligningen ville falde ud til bankrådgiverens fordel. Men hvis skolelærerens daglige arbejde er mindst lige så nødvendigt for samfundet som bankrådgiverens, hvorfor påstår den økonomiske teori så, at bankrådgiveren selv skaber værdi, medens skolelæreren blot er modtager af en overført værdi? Det er jo næsten det samme som at sige, at kun den enes arbejde for alvor er noget værd.

Manglende troværdighed

Økonomisk teori skulle kunne beskrive og forklare de arbejdsmæssige og forsørgelsesmæssige relationer mellem mennesker i samfundet på en troværdig og overbevisende måde. Men hvis den ikke kan gøre det bedre end som ovenfor nævnt, må der være noget galt med teorien. De ovenstående eksempler er ikke perifere men hentet fra kerneområdet af det gængse økonomiske idegrundlag, og de viser, at den økonomiske teori og selvforståelse, der har sat sig på så stor en plads i alle områder af samfundet, på centrale punkter mangler troværdighed.