Hverdagens institutioner

Menneskers dagligdag er bygget op omkring et utal af vaner og kulturelt bestemte mønstre. En engelsk forretningsmand har en række typiske måder at spise på, at klæde sig på, at hilse på andre mennesker, at give tegn i trafikken, at passe sit arbejde – måder, som er forskellige fra de måder, en inder, en afrikaner eller en dansker ville gøre de samme dagligdags ting på. Hvis en vane er typisk for en bestemt gruppe eller type mennesker, kaldes det i sociologien for en institution. På denne måde er der institutioner for næsten alle aspekter af dagliglivet: Familien, måltiderne, kost- og spisevaner, skolegang, uddannelse og militærtjeneste er institutioner. Der er institutioner for det politiske liv: partierne, folketinget, avispolemik, TV-diskussioner, udvalgsmøder, korridorpolitik. Der er institutioner for fritidslivet: foreninger, kulturelle institutioner, sportsudøvelse (således er det at løbe for motionens skyld i de seneste år blevet en solidt forankret institution: “kondiløb” eller “jogging”). Der er religiøse institutioner og institutioner for højtider og for festligt samvær. Og naturligvis er arbejdet og dets forskellige organisationsformer institutioner.

Den anden natur

Institutionerne erstatter og udfylder til en vis grad den funktion, som instinkterne har hos dyrene. Et dyrs liv er struktureret efter dets medfødte instinkter. Det lever i bestemte geografiske omgivelser, af en bestemt slags føde, og det reagerer på en bestemt måde over for omgivelserne. Alt sammen noget, det er forudprogrammeret til. Mennesket er derimod et “instinktreduceret” væsen, et væsen med færre instinkter og til gengæld større fleksibilitet, større “verdens-åbenhed”. Mennesket har kunnet skabe sig en tilværelse overalt på jorden, under alle geografiske, klimatiske og miljømæssige betingelser. Mennesker kan handle relativt frit over for naturen, kan ændre på den og skabe en mangfoldighed af forskellige livsmønstre. Til gengæld for de manglende instinkter skaber mennesker så nogle institutioner, der i et bestemt samfund til en bestemt tid er retningsgivende for de fleste af deres daglige aktiviteter. Institutionerne er menneskets “anden natur”.

Institutionerne som aflastning

Det at have vaner og institutioner er psykologisk set en aflastning, fordi de fritager en for hele tiden at træffe beslutninger, at vælge mellem alle muligheder. Når jeg skal spise, ved jeg, hvordan “man” bærer sig ad (her i Danmark): man sætter sig på en stol ved et bord, lægger maden på en tallerken, skærer den i stykker med en kniv og fører den til munden med en gaffel. Det gør livet lettere for mig og frigør min energi til andre problemer, at der er en sådan spiseinstitution, så jeg ikke, hver gang jeg skal spise, på ny skal beslutte mig til, hvordan jeg vil bære mig ad. Menneskelige relationer er også underlagt institutioner. Hvis nogen har stjålet min cykel, ved jeg, hvordan jeg skal forholde mig, fordi begivenheden er omfattet af nogle institutioner: ejendomsretten, som gør det meningsfuldt at sige, at det overhovedet er min cykel, retsvæsenet, som definerer handlingen som “tyveri” og vil forsøge at straffe forbryderen, og forsikringsinstitutionen, som lægger rammerne for mine handlinger som reaktion på tyveriet: jeg skal blot anmelde det til politiet og forsikringsselskabet for at få udbetalt en erstatning. Disse institutioner overtager mit problem og lægger det i faste veldefinerede rammer. Institutionerne har altså en psykologisk aflastningsfunktion, idet de aflaster individet for en mængde beslutninger. Institutionen er en hengivelsesform. Når man handler og tænker i overensstemmelse med en institution, hengiver man sig til den.

Objektivering

Institutionerne, som f.eks. ejendomsretten, kan se ud, som om de er naturlige, evigtgyldige og objektive, men det er de ikke. De har altid en historie, idet de er skabt af mennesker (mere eller mindre bevidst) på et givet historisk tidspunkt, og derefter er gået over til at blive “tradition”, indtil de igen bliver ændret eller afskaffet af mennesker. Ethvert nyt individ, der fødes og vokser op, bliver stillet over for traditionen, det sæt af institutioner, der er gældende på dette tidspunkt. Det er den sociale virkelighed, som han skal leve sig ind i, og som han må forholde sig til. De fleste og de vigtigste institutioner vil for ham have en objektiv karakter og han vil optage dem i sig (internalisere dem) som noget selvfølgeligt.

Det er paradoksalt, at mennesket er i stand til at producere en verden, som det derefter oplever som noget andet end et menneskeligt produkt, … forholdet mellem menneske, producent, og den sociale verden, produkt, er og vedbliver at være et dialektisk forhold. Det vil sige, at mennesket (naturligvis ikke det isolerede, men det, der lever i en eller anden form for kollektiv), og dets sociale verden, interagerer med hinanden. Produktet virker tilbage på producenten. … Samfundet er et menneskeligt produkt. Samfundet er en objektiv virkelighed. Mennesket er et socialt produkt (Berger & Luckmann s. 79)

Materiale for identitetsdannelsen

Institutionerne er det materiale, som et menneskes selvopfattelse, dets identitet, bygges op af. Selv om den enkelte i et vist omfang selvstændigt kan forholde sig til institutionerne – og kassere nogle af dem – er han alligevel dybt afhængig af sit samfunds eksisterende lager af institutioner. Næsten enhver handling, han foretager, er en handling, der kan henregnes under en bestemt type handlinger, en type, der er kendt i forvejen (f.eks. at “gå en tur”). Eftersom handlingen hører til en kendt type handlinger, har den også en kendt mening, og den kan beskrives sprogligt. Når jeg går en tur, kan jeg altså tænke ved mig selv: “nu går jeg en tur”, og dermed ved jeg også, at jeg gentager en handling, som andre har udført før mig og som har betegnelsen “gå tur”. Jeg hengiver mig altså til en “gå-tur-institution”, og når jeg tænker over, hvad jeg gør, bliver det en del af min selvopfattelse, at jeg er “en, der godt kan finde på at gå en tur”. Berger og Luckmann formulerer det således:

Under handlingsforløbet sker der en identifikation mellem selvet og handlingens objektive mening; den handling der foretages bestemmer i det øjeblik den handlendes selv-opfattelse, og gør det ud fra den objektive mening, der, fra samfundets side, er tillagt handlingen. Skønt der tilsyneladende findes en marginal bevidsthed om kroppen og andre aspekter af selvet, der ikke er direkte involveret i handlingen, vil den handlende i det øjeblik stort set opfatte sig selv som værende identisk med den socialt objektiverede handling (“Nu banker jeg min nevø” – en episode, der tages for givet i hverdagens rutine). Nogen andet betydningsfuldt følger, når den handlende, efter at handlingen har fundet sted, reflekterer over sin handling. Nu bliver en del af selvet objektiveret som udfører af denne handling, mens selvet som helhed bliver relativt afidentificeret fra den udførte handling. Det vil sige, at det bliver muligt at opfatte selvet som noget, der kun var delvist involveret i handlingen (manden i vort eksempel er trods alt andet end blot “nevø-banker”). Det er ikke vanskeligt at se, at efterhånden som disse objektiviseringer akkumuleres (“nevø-banker”, “søster-forsørger”, “indviet kriger”, “regndans-virtuos” osv.) struktureres en hel sektor i selvbevidstheden udfra disse objektiviseringer. (Berger & Luckmann s. 91f)

Social kontrol

Identiteten eller selvopfattelsen har to sider: den sociale og den personlige. Den ene side udgøres af de institutioner, man har optaget i sig og vedkender sig, og den anden side udgøres af det “selv”, der forholder sig til disse institutioner. Der er forskel på, hvor meget et samfund er institutionaliseret, dvs. hvor fast og entydigt systemet af institutioner er tømret sammen. I det ekstreme tilfælde, hvor institutionaliseringen er næsten total – f.eks. i et kloster, en kaserne, visse hospitaler og visse kostskoler – bliver det meget svært at opretholde et personligt selv i forhold til institutionerne. Den sociale kontrol er her overvældende stærk. I mindre institutionaliserede samfund kan der også være forskel på, hvor meget et individ identificerer sig med institutioner og roller. Nogle mennesker er tilbøjelige til at fralægge sig ansvaret og hengive sig til et liv i faste roller, som om det var en uundgåelig skæbne. Berger og Luckmann kalder dette for “reifikation” (tingsliggørelse) af rollen og identiteten, dvs. man gør rollen til en objektiv ting, man ikke kan undgå. Den typiske udtryksmåde for dette er at sige: “Jeg havde ikke noget valg, på grund af min position måtte jeg handle sådan” – som ægtemand, fader, general, ærkebiskop, foreningsformand, gangster, bøddel, alt efter hvilken rolle, man hengiver sig til. (Berger & Luckmann s. 110)

Rolledistance

Eftersom vi har en selvbevidsthed, vil denne ustandselig dukke frem og stille spørgsmål ved institutionerne. Man kan måske til en vis grad fortrænge dette og prøve at hengive sig til et liv i fastlagte mønstre. Men det vil være et selvbedrag og derfor en begrænset identitet. Hel identitet må indebære en vis selvbevidst afstand (“rolledistance”) til institutionerne.

Institution og individ bliver aldrig identiske. Institutioner vil altid kun være hjælpemidler i menneskets omgang med sig selv og sin omverden. Og dét, det frie menneske skal indse er, at sådan er det – og i kraft af denne indsigt vinde tiltro til de sider hos det, som netop er dets helt specielle “selv” – og som kan se mange flere mulige handlemåder end institutionen tilbyder.

Mennesket er fremmed overfor den verden, det kommer ind i. Mennesket indgår rent faktisk i tusindvis af forskellige situationer, store og små, samfundsændrende og dagligdags, hvor det enkelte menneske, for at bruge Kierkegaard-citatet faktisk fungerer som ordet Schnuur, og har alle de indbyrdes usammenhængende betydninger (sml. artiklen “Tidsdimensionen i identiteten”/MH).

Den store pointe består altså i at være sig dette bevidst. Så bliver institutionen blot en menneskeskabt ramme, kommunikations-kode, som i visse tilfælde kan lette individets omgang med verden – men som skal udfyldes, ændres, bruges af det enkelte individ, lægges til side, sættes på hovedet etc., når dette af selvet vurderes at være mere hensigtsmæssigt. (Mette Tønnesen)

Den arbejdsløses identitet

Det er netop dette frie og selvbevidste forhold til institutionerne, arbejdsløse har brug for at have. For at kunne bevare sin identitet eller skabe sig en alternativ identitet uden et traditionelt erhvervsarbejde har den arbejdsløse brug for den personlige styrke, der skal til for at lægge arbejdsinstitutionen til side som en institution, der ikke er en absolut betingelse for hans selvrespekt. Men hvorfor går det ikke så let? Hvorfor er det kun undtagelsesvis, man hører om en arbejdsløs, der har det fint med at være uden for arbejdsinstitutionen? Hvorfor er en institution som “arbejdet” så betydningsfuld, at man tilsyneladende ikke kan forholde sig afslappet og kritisk til det at miste den?

Jeg tror, en del af svaret ligger i at se på tidsperspektivet i identiteten. Identiteten skal indeholde en vis garanti for, at der er sammenhæng i ens liv (biografi) gennem tid. Det vil også sige, at man skal have en forestilling om, hvem man er og hvad man gør i fremtiden. En fremtidsplan, eller det, som Sartre kalder et menneskes “projekt”. Det må være rimeligt at tænke sig, at visse typer af institutioner bedre end andre kan have den funktion at være understøttende for menneskers personlige fremtidsplan. En professionel karriere – som musiker, fodboldspiller eller jurist – er oplagt institutioner, der kan bære ens fremtidsplan og dermed en væsentlig del af ens identitet. Men også et “arbejde”, et “job”, i almindelighed, uanset om det indeholder attraktive karrieremuligheder, må være en institution, der sikrer et vist fremtidsperspektiv i ens identitet. Et åbent spørgsmål er så, i hvilket omfang og på hvilke betingelser andre institutioner end arbejdsinstitutionerne kan være fremtids- eller projektbærende.

Projektbærende institutioner

I en dampmaskine og i visse andre maskiner findes der et stort tungt svinghjul, som har til formål at bringe maskinen over de døde punkter, der opstår, når stemplet og plejlstangen står i en bestemt vinkel, hvor de ikke kan komme videre. Selv et nok så stort pres på stemplet ville ikke kunne flytte plejlstangen, når den står i denne vinkel, i det døde punkt. Men når først svinghjulet er i gang med at dreje rundt, vil det, med sin inerti og sin tyngde fortsætte af sig selv og vil derfor bringe maskinen over det døde punkt. Selv om det ikke tilfører nogen ekstra energi, er det altså svinghjulet, der sørger for kontinuiteten i maskinens bevægelse og sørger for, at den overhovedet kan fungere som maskine. På samme måde er det rimeligt at tænke sig, at mennesket har brug for “svinghjul”, i form af institutioner, for at bevare sin identitet og bringe den over døde punkter.

En vigtig betingelse for at en institution kan være projektbærende og fungere som svinghjul for identiteten er, at den er i stand til at give en vis struktur på et menneskes tid. At den i tilstrækkeligt omfang kan fortælle én, hvad man skal gøre, når man er stået op om morgenen. Hvad dagen skal bruges til. En anden vigtig betingelse er, at den indeholder en socialt accepteret og veldefineret “socialøkonomisk identitet”, dvs. at den fortæller, hvor man står økonomisk i samfundet, hvilken økonomisk stand, man tilhører (herom senere i kapitlet om arbejdets sociale relationer). En tredje betingelse for at en institution kan være projektbærende er, at den kan virke som svinghjul for ens tanker, normer og selvrespekt. For meningen med ens liv. Institutionen “arbejde” er i vort samfund knyttet sammen med et omfattende sæt af forestillinger og ideer, f.eks. “ved at arbejde forsørger jeg mig selv og min familie”, “det er godt at være flittig og arbejdsom”, “når man arbejder, nasser man ikke på samfundet”, “jo mere der arbejdes, jo mere vokser nationalbruttoproduktet”, osv. Tilsvarende er institutionen “politisk arbejde” eller kunstner-institutionen, eller måske institutionen “hjemmegående husmor” omgivet af et sæt ideer, eller et “symbolsk univers”, som Berger & Luckmann kalder det. Ifølge dem kan man også kalde institutionernes overordnede symbolske meningsunivers for samfundets mytologi (eller ideologi). Tidligere bestod mytologien af fortællinger om guddommelige væsener. I dag er mytologien mere abstrakt, men lige så reel.

I sidste instans legitimeres identiteten ved at den placeres i et symbolsk univers’ sammenhæng. Mytologisk set er individets “virkelige” navn det, det har fået af af sin gud. Individet “ved” således “hvem det er”, fordi dets identitet er forankret i en kosmisk virkelighed, der beskytter det både mod socialiseringens tilfældigheder og grænsesituationernes uhyggelige forvandling af selvet. Selv om hans naboer ikke ved hvem han er, og han selv kan glemme det under de pinefulde mareridt, kan han genforsikre sig selv om, at hans “sande selv” er et absolut virkeligt væsen i et absolut virkeligt univers. Guderne ved det – eller den psykiatriske videnskab – eller partiet. (Berger & Luckmann s. 119f)

Institutionskritikkens begrænsning

Dette fører videre til en mere almen betragtning om institutionernes betydning. Enhver kritik af en institution må formuleres, så den er meningsfuld for én selv og helst også for andre. Man må derfor formulere og tænke sin kritik ved hjælp af et sprog og nogle begreber, man kender, og som i forvejen er meningsfulde. Hvis man f.eks. tænker på at gøre “oprør” mod en institution, kan man kun tænke dette ved at benytte sig af et kendt begreb, der altså netop er en eksisterende institution. “Oprør” er et begreb, man tillægger en bestemt mening inden for det samfund, der benytter det danske sprog. Kun derfor er det muligt overhovedet at tænke på oprør. Man kan ikke stille sig helt uden for sit samfunds sprog, kultur og institutioner og kritisere det hele udefra. Kritikken er nødt til at finde sted fra en eller anden position inden for kulturen (men derfra kan den naturligvis sprænge nogle etablerede institutioners rammer og forsøge at ændre dem). I Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel beskriver Pirsig, hvad der skete, da han bevægede sig for langt ud over sin kulturs meningsunivers. Han forsøgte under sit arbejde som retoriklærer på et universitet at foretage en videnskabeligt holdbar indkredsning af begrebet “kvalitet”, men herunder førte hans kritiske tænkning ham så langt ud over de gængse institutionaliserede rammer for videnskabeligt arbejde, at han endte i sindssyge (formentlig skizofreni) og måtte indlægges på et hospital. Man kan sige, at ved at forkaste lidt for mange af de institutioner, der var gældende i hans samfund, mistede han sin grundlæggende identitet. Selv bruger han ikke begreberne “institution” og “meningsunivers” men det græske begreb “mythos”, hvorved han forstår

– et enormt fælles fond af viden som forener og holder sammen på forstanden ligesom kroppens celler holder sammen på kroppen. Hvis man tror at man ikke er del af denne organisme af viden, at man kan godtage eller forkaste mythos efter behag, så har man ikke forstået dens væsen.

Der findes kun én type mennesker sagde Faidros, som efter behag kan godtage eller forkaste den mythos han lever i. Og et sådant menneske defineres, hævdede han, når det har forkastet mythos, som “sindssygt”. At forkaste mythos er ensbetydende med at begive sig ind i sindssygen…

Sindssyge er det ukendte landområde der omgiver mythos. (Pirsig s. 324)

Pointen er, at der er grænser for, hvor kritisk og alternativ, man kan være til sit samfunds institutioner. Institutioner spiller en så stor rolle for menneskelivet, at tilknytningen til institutioner må regnes for et fundamentalt behov. Man kan tage afstand fra nogle af sin samtids institutioner, men man kan ikke som person sætte sig ud over alle institutioner. Og det er karakteristisk, at oprøret mod én institution (f.eks. “det kapitalistiske samfund”) som regel foregår i form af tilknytningen til en anden institution (f.eks. “venstrefløjen”, eller “oprør fra midten”) samtidigt med, at man er nødt til at bibeholde en række andre institutioner fra sin samtids kultur: sproget, arbejdsinstitutionen, spisevanerne, musikken osv. Når Erich Fromm taler om det fundamentale behov for at undgå “moralsk ensomhed”, som et behov, der er bundet i menneskets natur på lige fod med de fysiologiske behov for føde osv., er det en anden måde at sige det samme på: at vi som mennesker har behov for tilknytning til institutioner. Institutioner er nødvendige for at stabilisere identiteten:

De fysiologisk betingede behov er ikke de eneste som er bundet i menneskets natur. Et andet aspekt er lige så grundfæstet, og det er ikke bare legemligt forankret, det hænger også sammen med hele den menneskelige livsform: behovet for at være knyttet til omverdenen, behovet for at undgå ensomhed. Følelsen af at være helt ensom og isoleret fører til mental disintegrering akkurat som fysisk sult leder til døden. Denne forbindelse med andre er ikke det samme som fysisk kontakt. Et individ kan være alene i fysisk forstand i mange år og alligevel være knyttet til idéer, værdier eller i det mindste sociale mønstre som giver ham en følelse af fællesskab, af at tilhøre noget. På den anden side kan han godt leve sammen med andre mennesker og alligevel lide af ensomhed, til og med i den grad at der opstår skizofrene forstyrrelser. Denne mangel på tilknytning til værdier, symboler, mønstre, kan vi kalde moralsk ensomhed, og den kan være lige så uudholdelig som fysisk ensomhed. Rettere sagt: fysisk ensomhed bliver kun uudholdelig hvis den også medfører moralsk ensomhed. Den åndelige forbindelse med omverdenen kan tage mange former; munken i sin celle som tror på Gud og den politiske fange som holdes isoleret, men som føler samhørigheden med andre som kæmper, er ikke moralsk ensom. Det samme gælder en engelsk gentleman som optræder i sit selskabsdress i de mest eksotiske omgivelser eller småborgeren som føler samhørighed med sin nation eller dens symboler selv om han kan være isoleret fra sine medmennesker. Forbindelsen med verden kan være ophøjet eller triviel, men selv det at være knyttet til det aller enkleste mønster er svært meget bedre end at være ensom. Religion og nationalisme og en hvilken som helst anden vane eller tro – hvor absurd og fornedrende den være vil, bare den knytter individet til andre – betyder tilflugt fra det som skræmmer mennesket mere end alt andet: isolation. (Fromm s. 25f)

 

Noter og henvisninger

Artiklen er en bearbejdet udgave af kapitlet “Institution og identitet” fra M. Husen: Arbejde og Identitet, Kbh. 1984.

Berger, Peter L. & Thomas Luckmann: Den samfundsskabte virkelighed: En videnssociologisk afhandling (The social construction of reality: A treatise in the sociology of knowledge, 1966), Kbh. 1976.

Thyssen, Ole: Den anden natur, Kbh. 1982.

Tønnesen, Mette: korrespondance med Michael Husen 1983.

Pirsig, Robert M.: Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel: En undersøgelse af værdier (Zen and the art of motorcycle maintenance, 1974), Kbh. 1978.

Fromm, Erich: Flukten fra friheten (Escape from freedom, 1941), Oslo 1972.