Robinson og Fredag

En af de store myter fra nyere tid er fortællingen om Robinson Crusoe, europæeren, der ene mand bygger en civilisation op på en øde ø og får inddraget den »vilde« indianer Fredag i denne civilisation.

Mange forfattere har siden Defoes roman taget motivet op og digtet »robinsonader«. En af dem er Michel Tournier med romanen Fredag eller ved Stillehavets yderste rand. Tournier vender imidlertid historiens morale på hovedet og gør Fredag til den egentlige helt. Det er i denne version Robinson, der tager ved lære af Fredag og tilegner sig hans livsform. Robinson bliver her »afciviliseret«.

Tournier kombinerer altså Robinsonmyten med en anden moderne myte: myten om den ædle vilde, der lever et ufordær­vet liv i pagt med naturen, et liv, som europæeren gør rigtigt i at forsøge at vende tilbage til.

I begyndelsen af Tourniers bog er Robinson alene på øen, og for at overleve fysisk og især psykisk går han igang med at opdyrke og administrere øen. Han sår korn, fanger geder og hegner dem ind, anlægger rismarker, bygger hus og fæstnings­værker. Han opretter et »Charta« for øen, og udnævner sig selv til guvernør. Han vedtager endog en straffelov (selv om han er ganske ene og dermed den eneste, der kan blive straffet). For at kunne passe tiden og sine mange daglige pligter indretter han et vandur, der døgnet igennem kan fortælle ham, hvad klokken er.

Ind imellem dette arbejdsomme og travle liv har Robinson dog nogle enkelte kortvarige oplevelser af »en anden ø« bag ved »den administrerede ø«, f.eks. da hans vandur går i stå, fordi han har glemt at fylde det op. I disse »øjeblikke af uskyld« oplever han, at tiden står stille, og han oplever verden mere intenst og spontant end ellers. Men det er kun forbigående oplevelser.

Da Fredag ankommer (han bliver reddet fra sine stammefæl­ler af Robinson), gør Robinson ham til sin undersåt og slave. Han sætter ham til at arbejde for sig og varte sig op. Men Robinson føler sig provokeret af Fredags helt anderledes umid­delbare livsindstilling. Han får ham nok til at adlyde ordrer, men Fredag er helt uimodtagelig for den form for fornuft og planlægning, som er Robinsons. Da Fredag en dag ved et uheld kommer til at sætte ild til krudttønderne, og alle bygningerne og deres inventar bliver sprængt i luften, sker der et vende­punkt. Robinson opgiver at administrere øen længere og be­gynder gradvist at tilegne sig Fredags livsform.

Fredag arbejdede bogstavelig talt aldrig. Han havde ingen forestillinger om fortid og fremtid og levede udelukkende i nuet. Han tilbragte hele dage i en hængekøje af flettede lianer, som han havde hængt op mellem to pebertræer, og fra den skød han undertiden fugle ned med et pusterør, når de lod sig narre af hans ubevægelighed og kom og satte sig i grenene. Om aftenen kom han og kastede byttet efter sin magelige jagt for fødderne af Robinson, som var holdt op med at spekulere over om det var en trofast hund, der apporterede, eller om det tværtimod var en så magtfuld herre, at han ikke længere nedlod sig til at udtrykke sine ordrer? (Tournier s. 169)

Efterhånden lykkedes det Robinson at afkaste sin civiliserede livsstil og blive et rent naturmenneske. Og da der efter mange års forløb – han er holdt op med selv at holde regnskab med tiden – kommer et skib forbi, væmmes han ved sine lands­mænds levevis, deres griskhed og stræbsomhed, og han vælger at blive på sin ø (hvorimod Fredag gerne vil med og sniger sig ombord på skibet uden at Robinson ser det).

Forskellen mellem de to livsformer, der her krydser hinan­den, er især en forskel i tidsopfattelse. Robinson har en lineær tidsopfattelse. Han er bevidst om fortiden og fremtiden. Han er forudseende og planlæggende. Han tænker og bruger tiden økonomisk. Den må ikke spildes. Fredags tidsopfattelse er derimod cyklisk eller rytmisk. Han lever i nuet og har ingen bekymringer om fremtiden. Hans handlinger og tanker er spontane, dvs. de følger de rytmiske bevægelser, der sker i hans egen krop og i miljøet omkring ham. Når han er sulten skaffer han sig mad, og når han er træt, hviler han sig. Når han har lyst til at lege, leger han. Hans tanker går ikke ud over disse enkle afrundede forløb.

Samtidigt er det to kulturhistoriske udviklingstrin, der mødes i Tourniers roman. Fredag repræsenterer jæger- og samlerstadiet. Robinson er bonde, men han bærer allerede industrikulturens menneske i sig med sin foretagsomhed, sine projekter, sin økonomiske tænkemåde og sin rationelle udnyt­telse af tiden. Det er jo sådan, menneskeheden har udviklet sig: gennem stadig mere omfattende arbejdsprocesser og stadig mere kompliceret samfundsdannelse. Robinson bliver altså konfronteret med sin egen historiske fortid hos Fredag.

Michel Tourniers robinsonade handler om en tilbagevenden til naturen, til paradiset. Men er det virkelig muligt? Og hvis det er muligt, er det så ønskeligt? Jeg tror det ikke, og det tvivler jeg da også på, at Tournier gør. Men hans bog indehol­der en provokation, og dens filosofiske værdi er, at den trækker de to livsformer klart op: den lineære og den cykliske, og konfronterer dem med hinanden. Og hvad mere er, den påstår, at Robinson, det moderne menneske, faktisk har den anden livsform inden i sig, i kim eller i dvale. Det er den, der viser sig i hans »øjeblikke af uskyld«. Han har denne livsform latent i sig og kan opleve den som et savn.

Det er jo ikke et ukendt kulturkritisk tema: Den moderne tilværelse er gået for vidt i retning af fremmedgørelse, travlhed, manglende kontakt med naturen og de naturlige sammen­hænge, ødelæggelse af miljøet, manglende glæde og livslyst. Fremskridtet har sine omkostninger, den økonomiske vækst er løbet løbsk, har taget magten. Kvantitet er sat i stedet for kvalitet, og ingen nyder livet mere.

Det er nok værd at se nærmere på, om vi har sådan nogle cykliske eller rytmiske mekanismer, der ligger under overfla­den og bliver unødigt undertrykt. Under alle omstændigheder vil det være værdifuldt at få en mere præcis forståelse af de konflikter, der kan være i vores liv mellem den rytmiske hengi­velse og de lineære forudseende og »fornuftige« arbejdsproces­ser.

Arbejde og rytme

Vi må straks gøre det klart, at »arbejde« ikke er noget entydigt begreb. Ordet »arbejde« (og på andre sprog ordparrene workl labour osv.) anvendes i mange forskellige og ikke klart define­rede betydninger. Hvis man ved det dagligdags begreb »ar­bejde« f.eks. kun forstår »job« eller »lønarbejde«, er dette et alt for snævert begreb. Lønarbejde er kun en ud af mange forskellige måder, mennesker kan arbejde på. F.eks. kan man jo ikke sige om Robinson, at han havde et »job«, men dog arbejdede han.

Vi må altså have fat i et mere generelt begreb, der både dækker lønarbejde og andre former for arbejde. En helt gene­rel beskrivelse af den menneskelige arbejdsproces kan være (som jeg har gjort det i Arbejde og Identitet) at beskrive den som bestående af fire faser eller dimensioner: beslutningen om at ville nå et bestemt mål, planlægningen af, hvilken metode, der skal anvendes til at realisere målet, udførelsen af de hand­linger og aktiviteter, der er nødvendige for at nå målet, og endelig værdsættelsen, dvs. vurderingen af, om det forudsatte mål er nået, om opgaven er løst på tilfredsstillende vis. (Husen 1984, s. 55ff)

Dette arbejdsbegreb indeholder en »hermeneutisk« dimen­sion, idet det tager højde for, at mennesket har en hensigt med at udføre et stykke arbejde. Denne hensigt kommer til udtryk i beslutningsfasen og i værdsættelsesfasen, som indeholder men­neskets bevidste vurdering af, at et bestemt resultat er værdi­fuldt, og at der derfor er grund til at forsøge at tilvejebringe det gennem en arbejdsmæssig anstrengelse. Det er dette bevidste vurderende element, der gør, at menneskets arbejdsprocesser adskiller sig fra alle andre processer, der foregår i naturen.

Rene naturprocesser foregår »automatisk«, efter naturlovene- uden nogen hensigt eller målrettethed.

Begrebet om »arbejde« som en hel arbejdsproces, der inde­holder alle fire faser, forudsætter allerede et højt menneskeligt udviklingsniveau. Det forudsætter, at mennesket gennem sin biologiske og gennem sin kulturelle udvikling har »hævet sig op« til det stadium, vi kender. Til Robinsons stadium, så at sige.

Men man kan også begynde »nedefra« i beskrivelsen af arbejdet. Man kan se væk fra de hermeneutiske (hensigtsbe- stemte og kulturelle) sider og koncentrere sig om de rent kropslige funktioner, der indgår i arbejdsprocessen. Enhver menneskelig arbejdsproces er jo også samtidigt en naturpro­ces. Den består af fysisk-kemiske processer i musklerne, lem­merne, sanseorganerne, nerverne, hjernen osv.

Når vi ser bort fra arbejdsprocessens mening og hensigt, så består den altså af nogle funktioner, nogle bevægelser eller processer, som foregår i kroppen og dens samspil med materia­let og miljøet. Disse processer er underlagt nogle naturgivne betingelser, hvoraf tidsbundetheden er en af de vigtigste.

Der er to forskellige tidsdimensioner involveret, når man betragter arbejdsprocessen. Når man betragter den som pro­ces, er den underlagt de love, der gælder for naturprocesser. Disse processer forløber i tid, og som det vil vise sig, er denne tid rytmisk eller cyklisk, hvilket vil sige, at processerne forløber i en bestemt tidsmæssig orden, og at de gentager sig i samme orden.

Den anden tidsdimension vedrører arbejdsprocessen betrag­tet som projekt, som hensigt. Her er tiden ikke den fysiske proces-tid men en tid, som mennesket har i tanken, i forestillin­gen. Det er den »lineære« tid, fordi mennesket er i stand til at forestille sig fremtiden og tænke på fortiden. Tiden bliver for mennesket en lang tom linie, som kan fyldes ud med det ene eller det andet. Hvad den fyldes ud med, afhænger bl.a. af, hvad mennesket beslutter sig til, dvs. hvilke arbejdsprocesser, det vælger at udføre. Både fremtiden og fortiden er størrelser, som mennesket er nødt til at forholde sig til, selv om de ikke eksisterer her og nu som den fysiske proces-bundne tid.

En af pointerne med den rytmologiske beskrivelse af arbej­det er altså, at den bidrager til at gøre det en smule mere klart, hvad det er, der adskiller det menneskelige hensigtsbestemte arbejde fra den rent biologisk beskrivbare aktivitet.

I en vigtig forstand er der en fundamental modsætning mel­lem rytme og arbejde, svarende til modsætningen mellem Fre­dag og Robinson. Fredag er det rytmisk aktive og legende menneske (homo ludens), medens Robinson er det arbejdende menneske (homo faber). Den målrettede arbejdsproces er i princippet et brud på rytmen. Når jeg beslutter mig for at udrette noget for at nå et bestemt mål, dvs. når jeg beslutter mig for at udføre en arbejdsproces, indebærer det, at jeg be­slutter mig til at trodse den naturlige rytmiske orden, at tilside­sætte de spontane impulser, der naturligt måtte opstå, indtil jeg har nået det, jeg har sat mig for.

Men dels kan dette brud være mere eller mindre alvorligt, eller omvendt: man kan med sine beslutninger i større eller mindre grad respektere sine indre rytmer. Dels indeholder enhver arbejdsproces nogle delprocesser og faser (planlæg­nings* og udførelsesfaser), hvis effektive forløb er fundamen­talt afhængigt af respekt for rytmiciteten, eller rytmisk reso­nans.

Rytmebegrebet kan således på flere måder komme til at bidrage til en afklaring af arbejdsbegrebet.

Noter og henvisninger

Artiklen er en bearbejdet udgave af indledningen til Michael Husen:  Arbejde, Rytme og Tid,  Kbh. 1988.

Husen, Michael: Arbejde og identitet, Kbh. 1984.

Tournier, Michel: Fredag eller ved Stillehavets yderste rand (Vendredi ou les limbes du Pacifique, 1967), Kbh. 1980.