Identitet indebærer, at man oplever sig som identisk med sig selv. Men det kan man gøre i større eller mindre grad. Man kan have mere eller mindre identitet, og man kan have så lidt, at man ikke engang oplever sig selv som én person. Så mangler man, hvad jeg kalder grundlæggende identitet.

Grundlæggende identitet vil sige at opfatte sig selv som den samme person i tid og rum. At opleve, at det er mig, der sidder her på denne stol, at jeg har en krop, at jeg kan sanse og tænke, at jeg har et navn, der er mit, og at jeg ved, at der er andre mennesker til, der er forskellige fra mig. Endvidere, at jeg også levede i går og i forgårs og sidste år, osv., og at jeg regner med at leve i morgen og i fremtiden. I Det spaltede selv bruger R. D. Laing om denne grundlæggende identitet betegnelsen “ontologisk tryghed”, dvs. tryghed m.h.t. sin egen eksistens og virkelighed. Den ontologiske tryghed giver den sikkerhed, det grundlag, hvorpå al anden tryghed hviler. Normalt tager vi denne grundlæggende identitet for givet, noget vi regner med, at alle har, men det er faktisk ikke tilfældet. Hos f.eks. skizofrene og skizoide personer er det netop den grundlæggende identitet, den ontologiske tryghed, der mangler eller er vaklende.

Mangel på grundlæggende identitet viser sig som utryghed og angst. En kaotisk følelse af ikke-væren, der gør, at man er nødt til at klamre sig til de mindste tegn på, at man eksisterer, ligesom en druknende desperat kæmper for at holde sig oppe. Laing fortæller om en skizofren patient:

Hun talte nu om at være to. “Der er to mig’er”. “Hun er mig, og jeg er hende hele tiden”. Hun hørte en stemme der sagde, at hun skulle myrde sin moder, og hun vidste, at denne stemme tilhørte “et af mine mig’er”. “Herfra og op (hun pegede på sine tindinger) er der bare bomuld. Jeg har ingen tanker, som er mine egne; jeg er frygtelig forvirret, mig, mig, mig hele tiden, mig og mig, mig og migselv, når jeg siger migselv, ved jeg, at der er noget galt, der sker noget med mig, jeg ved ikke, hvad det er.”

En anden patient beskriver selv (på et tidspunkt, hvor hun er i bedring), hvordan den skizofrene prøver at forsikre sig selv om at være virkelig, ud fra bevidstheden om at blive set af nogen:

Patienter sparker og skriger og kæmper, når de ikke er sikre på at lægen kan se dem. Det er en fantastisk rædselsfuld følelse at blive klar over, at lægen ikke kan se ens virkelige jeg, at han ikke kan forstå, hvad man føler, og at han bare fortsætter med sine egne ideer. Jeg begyndte at føle, at jeg var usynlig eller måske overhovedet ikke til stede. Jeg måtte lave spektakel for at se om lægen ville reagere på mig, eller bare på sine egne idéer.

En kunstnerisk fremstilling af manglende grundlæggende identitet findes hos forfattere som Franz Kafka (Processen) og Samuel Beckett (Vi venter på Godot). Personerne hos disse forfattere oplever omverdenen som usammenhængende og absurd, fordi de ikke selv har nogen grundlæggende identitet – eller omvendt: de mister deres egen grundlæggende identitet, fordi omverdenen er usammenhængende og absurd.

De kriterier, man bruger i psykiatrien til at skelne mellem psykoser og neuroser, er i høj grad samtidigt kriterier på graden af identitet hos patienten. Neurotikere kan have et forskruet og kunstigt forhold til virkeligheden, præget af tvangsforestillinger m.m., men de har hold på deres grundlæggende identitet. De ved, hvem de selv er, og ofte ved de også, at de er neurotiske. Når en patient indlægges på en psykiatrisk afdeling, er de første standardspørgsmål, man stiller ham, spørgsmål om hans navn, fødselsdag, adresse osv., for at se, om han har hold på “tid, sted og egne data”. Hvis patienten ikke har hold på dette, er det tegn på en psykose, altså et mere alvorligt tilfælde. Især skizofrene patienter er karakteriserede ved identitetsforstyrrelser i form af mangel på kontakt med deres egen krop, manglende eller fejlagtig virkelighedsopfattelse osv. Mennesker, der har mistet deres grundlæggende identitet, kan dårligt klare sig selv, men må indlægges eller i hvert fald passes af andre.

Når folk, der bliver arbejdsløse, “mister deres identitet”, eller når visse former for arbejde er “identitetstruende”, er der sjældent tale om, at de pågældende mister deres grundlæggende identitet. Deres identitet har måske taget skade og er blevet “begrænset”, men det er sjældent, at arbejdsforhold eller arbejdsløshed i sig selv giver anledning til en total ødelæggelse af identiteten. En undersøgelse, foretaget på Odense Sygehus, over sammenhænge mellem arbejdsløshed og akut indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, viste, at alle alvorligere tilfælde var mennesker, der havde været syge også før de blev arbejdsløse. Arbejdsløsheden vil forværre de psykiske problemer, men vil ikke i sig selv gøre mennesker psykotiske.

Noter og henvisninger

Artiklen er en bearbejdet udgave af kapitlet “Grundlæggende identitet” fra M. Husen: Arbejde og Identitet, Kbh. 1984.

Laing, R. D.: Det spaltede selv (The Divided Self, 1960), Kbh. 1975. (Citaterne er fra s. 133 og s. 144).

Fruensgaard, K. m.fl.: Arbejdsløshed og indlæggelse på en akut psykiatrisk modtageafdeling, Odense Universitetsforlag 1982.