Af Michael Husen

Videnskabelig viden er i sit væsen social. Viden kan kun regnes for videnskabelig, hvis den er fælles, delt, er hele samfundets eller kulturens viden. Og når en videnskabelig opdagelse er gjort og er blevet anerkendt, så tilhører den alle. Efter at Pasteur i midten af forrige århundrede havde opdaget og påvist, at der findes mikroskopiske sygdomsfremkaldende bakterier, er dette nu en viden, vi alle har og er fælles om. Ohms lov (spænding = modstand x strømstyrke) er opkaldt efter Georg Simon Ohm, der opdagede den og offentliggjorde den i 1827, men Georg Simon Ohm har ikke eneret på hverken at kende eller at bruge den. Han har fået æren af at være den, der har fundet den, og derfor er den opkaldt efter ham, men loven (formlen) er frit tilgængelig, der undervises i den i skolerne, og den bruges af alle, der arbejder med elektriske kredsløb.

Viden kan ikke trækkes tilbage igen, når den først er kommet frem i lyset. Viden er ikke ligesom anden ejendom, der er begrænset i sin samlede mængde: hvis jeg får mere, bliver der mindre til de andre. Med viden er det sådan, at den viden jeg får, den går ikke fra nogen anden. Viden kan deles og uddeles ubegrænset, uden at der bliver mindre af den. Og den viden jeg en gang har fået kan jeg ikke engang levere tilbage eller skille mig af med igen selv om jeg ville. Den bliver hos mig (med mindre jeg glemmer den). Med videnskab er det derfor i princippet sådan, at når nogen ved noget, så ved alle andre det efter nogen tid også.

Videnskab som samarbejde

Videnskab udvikles som et samarbejde. Enhver forsker tager udgangspunkt i den viden, der allerede foreligger og bygger videre på den. Som hovedregel er videnskaben i stadig vækst, eller kumulativ, dvs. omfanget af den videnskabelige viden vokser efterhånden som der foretages mere videnskabelig forskning. Newton, en af historiens største fysikere, er citeret for denne udtalelse: “Hvis jeg har set længere end andre, er det fordi jeg har stået på skuldrene af giganter”. Med dette anerkender han, at videnskab ikke skabes i et tomrum men altid i en tradition, hvor den enkelte forsker bygger videre på forgængernes arbejde og er dybt afhængig at dette.

I sine publikationer citerer forskeren andre forskere, der har beskæftiget sig med samme emne. Dels for at vise, at man bygger videre på dem (giver dem kredit for deres arbejde) og dels for at angive præcist hvad ens eget bidrag består i i forhold til forgængerne – eller evt. hvori man viser uenighed i de andres resultater.

Publiceringskravet

Det er et almindeligt krav i videnskab, at videnskabelige resultater bliver offentliggjort, så andre kan få glæde af dem. Den videnskabelige viden skal være tilgængelig for andre. Videnskaben offentliggør både sine resultater og sine metoder i relevante fagtidsskrifter og bøger. Derfor er videnskaben nødt til at være eksplicit, og den må kunne formulere sine metoder i et præcist sprog.

Offentliggørelsen bevirker, at resultaterne og metoderne er tilgængelige for andre forskere i samme fag, så de kan gå forskningen kritisk efter for fejl, evt. selv gentage nogle af undersøgelserne, og bidrage i en offentlig faglig kritisk dialog. Hvis der er fejl og usikkerhed omkring nogle videnskabelige resultater, vil det blive påpeget og kritiseret i de relevante tidsskrifter. Videnskaben lever af kritik som en nødvendig korrigende faktor. Ingen viden og ingen bøger må derfor være utilgængelige og hemmelige.

Igennem historien har der eksisteret såkaldte ‘hermetiske’ videnskaber, dvs. videnskaber, der var lukkede og krævede en særlig indvielse at få adgang til, via ‘hemmelige selskaber’. De var knyttet til mysticisme og alkymi. Men de er fremmede for den videnskabelige tradition i vores forstand. Hermetisk videnskab er ikke videnskab. Et moderne eksempel er Scientology-bevægelsen, som er lukket for offentligheden og holder sin viden hemmelig. De højeste niveauer og den mest avancerede litteratur inden for Scientology er ikke offentligt tilgængelige, men kun tilgængelige for disciple, der har nået et vist trin og er blevet godkendt dertil af den øverste ledelse. Scientology opfylder ikke kravet om at videnskab er fælles viden og kan derfor (trods sit navn)ikke regnes for at være videnskab.

Der findes enkelte eksempler på videnskabsmænd, der har gjort vigtige opdagelser, som de af en eller anden grund ikke har publiceret. Newton udgav først sit skelsættende værk Principia efter at vennen og kollegaen Halley i årevis havde lagt pres på ham for at gøre det. Darwin tøvede 20 år med at udgive Arternes Oprindelse, fordi han var bange for at den ville være for provokerende (en velbegrundet frygt, som det skulle vise sig), og den geniale fysiker Henry Cavendish gjorde i 1700-tallet adskillige vigtige opdagelser, som omverdenen ikke fik kendskab til, fordi han var menneskesky og sær. F.eks. kan man af hans efterladte papirer se, at han faktisk havde fundet ‘Ohms lov’ mere end 40 år tidligere end Ohm, men uden at offentliggøre sin opdagelse.

En sådan adfærd, hvor man holder kortene ind til kroppen, er ikke velset i videnskaben. Hvis man gør en opdagelse, bør man offentliggøre den. Og det er da også hvad de fleste gør, om ikke af anden grund så for at høste æren af at være først med opdagelsen. Offentliggørelsen kan undertiden ske med en vis forsinkelse, fordi forskeren skal sikre sin videnskabelige karriere ved at publicere sin forskning i den rigtige rækkefølge i de mest relevante tidsskrifter. Den enkelte forskers personlige udbytte af en opdagelse er æren ved at have gjort opdagelsen, eller ved at komme først med den. Dette kan give ham en prestige i den akademiske verden, og i offentlighedens øjne, og det kan gavne hans karriere på forskellige måder. Men han ejer ikke sin opdagelse. Når den er gjort, og offentliggjort, er den alles ejendom. Så indgår den i den fælles fond af videnskabelige resultater som er samfundets eller kulturens fælles viden.

Industriel og militær forskning

Hvad med industriel forskning, der holdes hemmelig af økonomiske grunde – er det så ikke videnskab? Det er jo åbenlyst, at der foregår en omfattende forskning, f.eks. i medicinalindustrien, som holdes hemmelig, i hvert fald indtil der er udtaget patent på resultaterne. Også militær forskning har et stort omfang og hemmeligholdes af indlysende grunde.

Det må være sådan, at også resultaterne af industriens eller militærets forskning før eller senere må og skal offentliggøres for i det lange løb at kunne regnes for videnskab. Om ikke andet, så når firmaet har udtaget de patenter, der skal sikre deres økonomiske interesser eller konkurrerende organisationer er nået frem til samme viden, så hemmeligholdelsen ikke længere er aktuel. Og internt i de industrielle forskningsmiljøer må der også gælde nogle metodiske krav om vidensdeling. Selv om et privat firma laver forskning, der hemmeligholdes for den almene offentlighed, så må det alligevel være en hensigtsmæssig videnskabelig strategi, at forskningen og resultaterne deles af de involverede forskere internt i firmaet. Der er ikke tale om personlige individuelle undersøgelser. Selv om forskningsuniverset indskrænkes til et lukket firma, så må der stadig gælde nogle principper for gensidig kritik, efterprøvelse og deling af forskningsresultater inden for dette lukkede univers.

I de senere år er der kommet meget fokus på muligheden for patentering af viden og teknologi inden for økonomisk lukrative områder som f.eks. genforskning og medicinalforskning. Tendensen har bredt sig til universiteterne, som er begyndt at spekulere i patenter som et middel til at finansiere deres egen forskning og belønne og holde på de dygtigste forskere.

Efter mange forskeres mening, og også efter CUDOS-kriterierne, er det et skråplan at bevæge sig ud på. Videnskab er et fælles anliggende, viden er fælles ejendom, og patenter og hemmeligholdelse hører dybest set ikke hjemme i videnskabens verden. Men videnskabeligt set er det interessante ved patenter og midlertidig hemmeligholdelse måske egentlig ikke så meget, at en viden holdes skjult og tæt ind til kroppen, men at den til trods herfor alligevel før eller siden slipper ud og bliver frit tilgængelig.

Tilgængelighed

For at videnskab kan være fælles og offentlig må den være tilgængelig, f.eks. i form af trykte bøger og tidsskrifter, eller som søgbare tekster og databaser på Internettet.

Opfindelsen og udbredelsen af bogtrykkerkunsten i Europa i 1400 og 1500-tallet skabte en revolution af uvurderlig betydning for videnskabens udvikling. I hele perioden gennem oldtid og middelalder havde videnskabelige skrifter kun eksisteret i nogle få kopier, møjsommeligt skrevet af i hånden på papyrus eller pergament. Forskere måtte rejse rundt fra by til by for at få mulighed for at læse andre forskeres værker. Efter Gutenbergs opfindelse ændrede dette sig. Bogtrykkerier spredte sig hastigt ud over Europa og der blev trykt millioner af bøger i hurtigt tempo til en pris, der var overkommelig. Samtidens videnskabelige litteratur blev i løbet af 1500-tallet tilgængelig på mange biblioteker rundt om i Europa.

En tilsvarende udbredelse af bogtrykkeri skete ikke i andre dele af verden, og dette faktum er sandsynligvis en stor del af årsagen til, at videnskaben netop blomstrede op i Europa fra og med denne periode, og ikke i f.eks. Kina, Japan eller Indien. Udviklingen af videnskab kræver vidensdeling, og vidensdeling forudsætter igen, at viden er rimeligt let tilgængelig.

Den digitale udvikling med computeteknologi, databaser, digitalisering af information og Internettet er måske en aktuelt igangværende lige så stor revolution i tilgængeligheden af viden som bogtrykkerkunsten i sin tid var. Ligesom trykningen af bøger med løse typer var et teknologisk kæmpeskridt, der reducerede produktionstiden og -prisen på en bog hundredvis af gange i forhold til håndskrifterne, er udviklingen af digitaliseret information et mindst lige så stort spring i hastighed og omkostninger. Aristoteles’ samlede skrifter eller Newtons Principia kan kopieres digitalt og downloades fra en server på få sekunder. Og Internettet udvider sig eksplosivt med nye søgemuligheder og global informationsadgang.

I princippet er al videnskabelig litteratur globalt tilgængelig via de offentlige biblioteker og Internettet. Men selvfølgelig har kun få mennesker forudsætninger for at forstå f.eks. en medicinsk afhandling eller en artikel om kernefysik, og for så vidt kunne man hævde, at videnskaben reelt ikke er tilgængelig for enhver men kun for de særligt indviede. Her må man dog skelne mellem ‘offentligt tilgængelig’ og ‘alment tilgængelig’. Selv om videnskabelig litteratur er vanskeligt tilgængelig, og undertiden helt uforståelig for andre end en snæver kreds af fagfolk, kan den alligevel være offentlig tilgængelig. I princippet kan enhver, der er ihærdig nok, via biblioteker eller Internet skaffe sig adgang til ethvert videnskabeligt skrift. Herefter kan man så give sig i kast med at læse det og evt. deltage i den videnskabelige debat og udvikling.