Da den engelske professor Guy Standing gæstede Danmark i februar 2016 talte han for, at arbejderbevægelsen og de socialdemokratiske politikere skulle besinde sig og lære at skelne mellem work og labour. På engelsk bruges de to ord ofte i flæng, men de betyder ikke helt det samme. Work er alt det, mennesker gør, når de udretter noget nyttigt. Labour er kun en lille del af det, nemlig det, man gør i et ansættelsesforhold som lønarbejder.
På dansk har vi kun ordet ‘arbejde’, men også på dansk bruges det ord i to forskellige betydninger. Det bruges både til at betegne nyttige aktiviteter og til at betegne erhvervsarbejde. I den ene betydning kan jeg sige, at jeg gør et stykke arbejde, hvis jeg vasker trappen, tilbereder en middag, skriver en kronik eller træner en flok drenge i fodbold. I den anden betydning arbejder jeg kun, når jeg gør noget, jeg tjener penge ved. Hvis jeg ikke er ansat nogen steder eller har mit eget firma, så arbejder jeg heller ikke i denne betydning af ordet. Så er jeg arbejdsløs.
Der er knyttet værdier og ideer om psykologisk motivation til begge arbejdsbegreber.
Til den nyttige arbejdsproces er knyttet virkelyst, målrettethed, kvalitetsbevidsthed, vurdering og opfyldelse af behov, stolthed over resultatet. Man ser disse værdier fremhævet hos selvstændige og iværksættere, når de siger, at kun som selvstændige har de mulighed for fuldt ud at realisere de drømme, de har, og at de gerne arbejder langt ud over en almindelig arbejdsdag, fordi de ikke kan slippe det, de brænder for. Man ser det hos kunstnere, for hvem det fuldkomne udtryk i deres værker betyder mere end alt andet. Man ser det hos frivillige, der lægger tid og kræfter i at hjælpe, hvor de ser, der er brug for det, f.eks. i socialt arbejde, ungdomsaktiviteter, miljøaktivisme eller politisk arbejde. Og man ser det også hos de lønarbejdere, der er så heldige (f.eks. ikke er ramt af new public management), at de inden for deres job har mulighed for at udføre hele arbejdsprocesser, hvor de er involveret i alle arbejdsprocessens faser og har mulighed for personligt at lægge kvalitet i det, de gør.
Lad os kalde dette for det positive eller humane arbejdsbegreb.
Det andet arbejdsbegreb er det, økonomerne anvender i deres modeller og som politikerne har taget til sig. Ifølge økonomerne er arbejde en vare, hvis pris bestemmes af udbud og efterspørgsel. Arbejde er for økonomerne noget negativt, noget mennesker helst er fri for og kun gør i det omfang, de får penge for det. I de økonomiske modeller kaldes det ‘disutility of work’ (arbejdets negative nytteværdi for den arbejdende) og dette begreb stilles der formler og ligninger op for, så økonomerne kan beregne, at hvis man skruer på visse økonomiske knapper, så ændres arbejdsudbudet på måder, der fremgår af modellernes beregninger.
Dette kan vi kalde det negative eller økonomiske arbejdsbegreb. Man går ud fra, at mennesker kun arbejder af en eneste grund: at de får penge for det.
Hvad er så problemet, og hvad mente Guy Standing med, at arbejderbevægelsen og politikerne skulle lære at skelne mellem work og labour, mellem det humane og det økonomiske arbejdsbegreb?
En ting er, at politikere i dag næsten over en kam har stirret sig blinde på det økonomiske arbejdsbegreb. De taler i et væk om øget beskæftigelse og jobskabelse som om det skulle være målet for al fremgang.
Værre er det, at netop arbejderpartierne er kørt med på det negative økonomiske arbejdsbegreb. Det er kommet så vidt, at socialdemokratiske politikere støtter tvangsaktivering af arbejdsløse og dermed køber økonomernes primitive forestillinger om, hvad der motiverer mennesker.
Verden har forandret sig siden industrialismens storhedstid for 100 år siden. Den materielle velstand er ikke længere afhængig af horder af landbrugs- og industriarbejdere men af moderne teknologi. Og skabelsen af nye job sker ikke som svar på materielle behov men sker for jobskabelsens egen skyld. De nye beskæftigelsesmuligheder i det moderne samfund er inden for områder som marketing, coaching, oplevelses- og livsstilsindustri, hvilket kan være kreativt nok men næppe kan kaldes materielt nødvendigt.
Det, de burde kæmpe for, er dels at den materielle eksistens ikke længere skal være knyttet til et dehumaniseret og forældet arbejdsbegreb men at den er en selvfølgelig ret for alle (retten til ubetinget basisindkomst). Og dels burde de kæmpe for en humanisering af arbejdet, kæmpe for anerkendelsen af det positive humane arbejdsbegreb. Kæmpe imod ydmygelse og tvangsaktivering af ledige og kæmpe imod new public management, som tager retten til egen kvalitetsvurdering ud af hænderne på de ansatte.