Hidtil (tidligere kapitler i Arbejde, Rytme og Tid) har vi set på, hvordan det værdifulde, det, der har egenværdi, er knyttet til den aktuelle rytmiske proces. Nu skal vi se på den anden slags værdi, den instrumentelle værdi, som ikke er knyttet til den aktuelle proces men befinder sig i fore­stillingen – uden for den aktuelle tid og det aktuelle rum. Vi skal fokusere på menneskets enestående evne til at tilsidesætte en spontan rytmisk værdi af hensyn til en forestillet fremtidig værdi. Det er denne evne til at handle »urytmisk«, der udgør muligheden for den menneskelige arbejdsproces.

Mennesket er det eneste levende væsen, for hvilket det virkelig gælder, at det ikke blot er en krop, men også har en krop, og som kan vælge at »gøre« det ene eller det andet med denne krop. Mennesket er ikke (eller i hvert fald ikke kun) styret af sine instinkter.

Det hænger sammen med bevidstheden om forskellen mel­lem subjekt og objekt. Som fuldt udviklet menneske oplever jeg mig selv som subjekt, dvs. som een, der har en fri vilje til at gøre noget ved objektet, tingene i den ydre verden. Når jeg bliver stillet over for en udfordring, en ny situation i omverde­nen, kan jeg vælge mellem flere forskellige måder at forholde mig til den på.

Omverdenen, eller det objektive, omfatter også min egen krop. Selvom kroppen er sulten og der er mad inden for række­vidde, kan jeg vælge at tilsidesætte impulsen til at spise, hvis jeg af en eller anden grund synes, det er mere værdifuldt at lade være. Måske fordi jeg vil spare op og gemme maden, måske fordi jeg vil prøve at slanke mig, eller måske for at overholde en religiøs fasteregel.

Jeg er altså i stand til at se mig selv udefra, så at sige. Som tidligere nævnt kan man kalde denne evne eller tilstand »selv­bevidsthed« og dermed adskille den fra den modsatte tilstand »hengivelse«. Det er jo nemlig ikke sådan, at man altid overve­jer sine handlinger og træffer bevidste beslutninger om dem. Sommetider spiser man bare helt spontant, når man er sulten. Der er tale om to væsensforskellige eksistensformer, der hos mennesket optræder side om side, eller skiftevis. (se Husen, 1984)

Selvbevidstheden og muligheden for at kunne se sig selv »udefra« indebærer, at man ser på sig selv som et væsen, der har en fortid og en fremtid. Når jeg overvejer en mulig handling, tager jeg i betragtning, hvad min erfaring har lært mig i forti­den, og jeg overvejer, hvilke konsekvenser, handlingen vil have for min fremtid.

Selvbevidstheden giver altså mennesket en bevidsthed om forskellen mellem nutid, fortid og fremtid. Den giver en selvbi­ografisk dimension, og for samfundet, det sociale fællesskab, giver den en historisk dimension. Selvbevidstheden indebærer således en bestemt tidsopfattelse: den lineære tid. Tiden som en lang linie, der strækker sig både fremad og bagud.

Dette tidsbegreb lyder som en selvfølge for os, men det er det faktisk ikke, det er historisk set ret nyt. Modsætningen til den lineære tidsopfattelse er den cykliske tidsopfattelse, hvor tiden opleves som noget afrundet og tilbagevendende. Denne tidsop­fattelse er knyttet til hengivelsen, og den må betragtes som værende mere oprindelig end den lineære.

I den cykliske tidsopfattelse opleves tiden som en rytmisk svingning mellem modsætninger: dag/nat, sommer/vinter, fød­sel/død, sulten/mæt. Tiden opfattes ikke som en tom varighed, der kan måles i sig selv, men som en kontrast mellem nogle indholdsbestemte størrelser. Tiden og dens indhold skelnes ikke fra hinanden.

Tidsbegreberne i førindustrielle kulturer svarer for det meste til en legering af naturbundne, mytiske og religiøse temaer. De er ikke betegnelser for »tiden i sig selv« men for processen i tilblivelsen af figurer og gestalter: f.eks. i oplevelsen af naturens cyklus, den evige genfødsel, eller i forventningen om verdens forestående undergang og men­neskelighedens guddommelige redning. Denne »figurale tid« står i direkte modsætning til den lineære tid. Medens den lineære tænkning betragter begivenheder som en funktion af tiden og altså gør tiden til målestok for bevæ­gelse, acceleration osv., er det i den figurale tænkning begivenhederne og rytmerne, der definerer den tidslige varighed. Et tidsafsnit er afsluttet, når et menings- eller betydningsindhold har »opfyldt« sig, når en gestaltople­velse er »afsluttet«. (Hohn 1984, s.  10)

Etnologers iagttagelser, bl.a. hos Australiens oprindelige ind­fødte befolkning, støtter antagelsen om, at den cykliske tidsop­fattelse er den oprindelige. Det synes at være den eneste tidsop­fattelse, der findes i virkeligt primitive kulturer. (Bergmann, s. 471)

Den cykliske tidsopfattelse er stadig virksomhed, også selvom tilværelsen er blevet mere lineær og målrettet. Vi opfat­ter f.eks. ikke det tidsrum, der ligger den 24. december mellem kl. 18 og 24 som et åbent lineært tidsforløb, der varer 6 timer og kan fyldes ud med det ene eller det andet. Vi oplever det som en indholdsbestemt helhed, en »gestalt«, der er bestemt ved lugten af andesteg, juletræ og forventningsfulde barneøjne, og som gentager sig år efter år. På samme måde opleves lørdag aften af de fleste mennesker som en »anderledes« slags tid end de andre aftener, en tid, der stiller sine særlige krav.

Det er altså sådan, at begge tidsopfattelser eksisterer side om side. Det moderne menneske lever i begge tidsformer i en skiften, der svarer til, at vi skifter mellem selvbevidsthed og hengivelse. (Hohn, s. 159-60)

Men det er også et spørgsmål om grader, om mere eller mindre dominans af den ene eller anden slags tidsopfattelse. Og der er næppe diskussion om, at den lineære, især i skikkelse af målrettetheden, fremtidsorienteringen, er den, der karakte­riserer vor nuværende måde at leve tilværelsen på i den indu­strialiserede del af verden. Det er »den fremherskende hver­dagslige bevidsthedsform« i vor kultur. (Pahuus, s. 49-50)

Ud fra selvbevidstheden og den lineære tidsopfattelse kan vi definere, hvad en egentlig hel menneskelig arbejdsproces er.

En arbejdsproces er en lineær aktivitet, en aktivitet, som et menneske (eller flere mennesker i fællesskab) udfører med udgangspunkt i en beslutning om at nå frem til et bestemt mål. Arbejdsprocessen har et formål. Der er en bevidst hensigt med den.

Læg mærke til, hvordan ordene »hensigt« og »formål« angi­ver det lineære tidsperspektiv. De angiver, at der tænkes på noget, der skal blive realiseret en gang ude i fremtiden. Men hensigten eller formålet er abstrakt, det eksisterer kun i menne­skets forestilling.

Arbejdsprocessen er naturligvis også en konkret naturpro­ces, en proces, der foregår her og nu og indebærer nogle fysiske forandringer. Ellers havde den ingen virkning. Men den adskil­ler sig radikalt fra naturens og maskinernes egne processer ved at have et fremtidsperspektiv. Det er den lineære hensigt, der gør, at nogle af et menneskes aktiviteter er arbejdsprocesser.

Ikke alle menneskets aktiviteter er arbejdsprocesser. Det, vi gør automatisk pr. refleks eller vane, er hengivelsesaktiviteter, som må regnes på linie med naturprocesser. Når jeg børster tænder om morgenen eller når jeg styrer min cykel uden at tænke over, hvordan jeg gør det, er det en indprogrammeret rytmisk aktivitet, som principielt må regnes på linie med, hvad en fugl gør, når den pudser sine fjer eller hvad en vaskemaskine gør, når den vasker »kulørtvask«.

Menneskelivet som det leves i dag er præget af arbejdspro­cesser, af aktiviteter, som er besluttede og hensigtsbestemte. Det er derfor også præget af instrumentelle værdier, dvs. akti­viteter, vi ikke udfører fordi de er umiddelbart værdifulde, men fordi vi regner med, at de på længere sigt fører til noget, der har egenværdi. Menneskelivet er derfor præget af en lang række brud på spontane og naturlige rytmer.

Jeg bryder naturens rytme, når jeg beslutter, at på dette stykke jord må der kun vokse hvede. Og jeg bryder min egen rytme, når jeg beslutter, at jeg vil have denne mark pløjet færdig inden frokost.

Erich Fromm forklarer, at meningen med den jødiske sabbat – den ugentlige hviledag, som vores ugerytme jo stammer fra – er, at det skal være en dag, hvor naturens hellige balance ikke må forstyrres. Mennesket må gerne være aktivt, f.eks. danse og feste, men ikke foretage sig noget, der sætter sig varige spor. Det er altså netop helligholdelsen af den rytmiske livsudfol­delse og forbudet mod den lineære – dvs. arbejdsprocessen – der her optræder.

Det »arbejdsbegreb«, der ligger til grund for den bibelske og senere Talmuds opfattelse, er ikke ganske simpelt et spørgsmål om fysisk anstrengelse, men kan defineres såle­des: »Arbejde« er enhver indgriben, den være sig konstruk­tiv eller destruktiv, fra menneskets side i den fysiske verden. »Hvile« er en tilstand af fred mellem mennesket og naturen. Mennesket må lade naturen urørt, ikke forandre den på nogen måde, hverken ved at bygge eller ødelægge noget; selv den mindste forandring, mennesket foretager i den naturlige proces, er en krænkelse af »hvilen«. Sabbaten er fredsdagen mellem menneske og natur; arbejde er en hvilken som helst form for forstyrrelse af ligevægten men­neske-natur. På basis af denne almindelige definition kan vi forstå sabbatsritualet. Ethvert tungt arbejde, som f.eks. at pløje eller bygge, er selvsagt arbejde i både denne og i vor moderne forstand. Men at tænde en tændstik eller at trække et græsstrå op kræver ganske vist ikke nogen an­strengelse, men er symboler på menneskelig indgriben i naturprocessen, er et brud på freden mellem mennesket og naturen. På grundlag af dette princip forstår vi også Talmuds forbud imod, at man bærer noget af selv nok så ringe vægt på sin person. At bære noget som sådant er ikke forbudt: jeg kan bære en tung byrde inde i mit hus eller min ejendom uden at krænke sabbatritualet. Men jeg må ikke bære blot et tørklæde fra det ene domæne til det andet, f.eks. fra husets private domæne til gadens offentlige do­mæne. Denne lov er en udvidelse af forestillingen om fred fra naturens til samfundets domæne. Ganske som menne­sket ikke må forstyrre eller forandre den naturlige lige­vægt, må det afholde sig fra at ændre samfundsordenen. Dette betyder ikke alene, at man ikke må gøre forretnin­ger i sabbaten, men også at man skal undgå denne den mest primitive form for overføring af ejendom, nemlig dens lokale overføring fra det ene domæne til det andet. (Fromm, s. 183)

Med beslutningen, hensigten, tilstræber mennesket at få magt over naturen, over rytmen, i stedet for, at det er naturen og dens rytmer, der har magt over mennesket.

Selve tilværelsen bliver et »projekt« eller en række af projek­ter. Når mennesket går på jagt, er det ikke længere blot fordi det følger et jagtinstinkt, men fordi det har til hensigt at fange et bytte. Og når mennesket bygger et atomkraftværk, er det heller ikke fordi det følger et instinkt, men fordi det har en hensigt.

Det er ved hjælp af disse hensigter, mennesker har skabt en verden, der bliver stående efter dem og skaber historie. Denne menneskelige verden indbefatter foruden atomkraftværker også kogekunsten, malerkunsten, litteraturen, myterne, poli­tikken, lægevidenskaben, landbruget og arkitekturen. Kort sagt alt, hvad vi indbefatter under begrebet »kultur«.

Det er selvbevidstheden og hensigten, der gør mennesket til »menneske«. Og det er i forhold til hensigter, vi kan tale om at være fremmedgjort i forhold til vores menneskelighed. Frem­medgørelse er at være underlagt – eller selv underlægge sig – andres hensigter.

Med selvbevidstheden følger ikke blot muligheden men også nødvendigheden af at beslutte og vælge sine handlinger. Der­med følger også ansvaret, både over for sig selv og over for andre, og den uundgåelige bevidsthed om, at man selv har ansvaret for sine valg. Selvbevidstheden skaber den etiske dimension i menneskelivet. Ikke som et sæt af moralske nor­mer (selv om den også gør det) men som en eksistentiel uund­gåelighed.

Det er en beslutning eller et valg at starte på en uddannelse, at søge et arbejde eller at sige det op, at gifte sig eller blive skilt, at sætte børn i verden eller at undgå at sætte børn i verden. Foruden alle de mindre valg, hverdagen er fyldt med. Jeg kan ikke undslippe sådanne valg, og uanset hvordan jeg vælger, kan jeg ikke undgå at pådrage mig ansvar over for mig selv og andre.

Der er en uundgåelig sammenhæng mellem selvbevidsthe­den, den lineære tidsopfattelse, den menneskelige besluttede arbejdsproces og den etiske dimension. Den etisk bestemte handling er en arbejdsproces, som det ikke er muligt at und­drage sig. Den eneste mulige unddragelse er en »flugt« ind i en bedøvelsestilstand (ved hjælp af f.eks. alkohol) eller ved blindt at undergive sig en autoritet eller en institution og dermed overgive sin menneskelige beslutningskompetence til andre. Men effektiv er den slags flugt ikke. Den fjerner ikke det etiske ansvar og bevidstheden om det.

Arbejdsprocessen har, ligesom legen, sin egen rytme mellem spænding og afspænding, mellem opgave og løsning, mål og resultat. Men jo mere lineær og målrettet aktiviteten bliver, desto mere alvorlig og forpligtende. Forskellen mellem leg og arbejde er en gradsforskel, og måske kan man sige, at legen først bliver til alvor, til arbejdsproces, i det øjeblik, den inde­bærer en virkelig tilsidesættelse af nogle spontane rytmiske processer. Det betyder ikke, at lysten nødvendigvis forsvinder i arbejdet, men det betyder, at den, der udfører arbejdsproces­sen, er parat til at gennemføre den, også om nødvendigt på bekostning af lysten.

Det er denne sammenhæng mellem selvbevidsthed og etik, myten beskriver, når den knytter syndefaldet (kundskaben, erhvervelsen af selvbevidsthed) sammen med uddrivelse af paradiset og tvangen til arbejde.

Som æstetikken er knyttet til den rytmiske proces (sml. kap. om værdi og rytme), er etikken altså knyttet til den lineære tidsdimension: de besluttede handlinger, der sætter sig op over og dermed trodser rytmen. For så vidt er etikken altså æstetik­kens modsætning.

Noter og henvisninger

Artiklen er en bearbejdet udgave af kapitlet “Arbejdsprocessen og det lineære brud på rytmen” fra Michael Husen: Arbejde, Rytme og Tid, Kbh. 1988.

Bergmann, W.: »Das Problem der Zeit in der Soziologie«, Kölner Zeitschrift für Soziologie und Sozialpsychologie, 35, 1983, s. 462-504.

Fromm, Erich: Det glemte sprog (The forgotten language, 1951), Kbh. 1982.

Hohn, Hans-Willy: Die Zerstörung der Zeit, Frankfurt a.M. 1984

Husen, Michael: Arbejde og Identitet, 1984.

Pahuus, Mogens: Samfund og bevidsthed, Herning 1984.