Hengivelse og selvbevidsthed

Det tabte paradis

Identitetsproblemet er et gammelt og grundlæggende menneskeligt problem. Det er bl.a. beskrevet i en af den kristne civilisations mest velkendte myter: syndefaldsmyten i Det gamle Testamentes 1. Mosebog:

Men Gud Herren bød Adam: “Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!”

“Da sagde slangen til kvinden: “I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes Eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!” Kvinden blev nu var, at træet var godt at spise af, en lyst for øjnene og godt at få forstand af, og hun tog af dets frugt og spiste og gav også sin mand, der stod hos hende, og han spiste.

Da åbnedes begges øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om sig.

Før syndefaldet levede mennesket i en naturtilstand i paradisets have, hvor de kunne hengive sig helt, spontant og uproblematisk til livet, sådan som dyrene gør det. Efter syndefaldet, efter at have spist af kundskabens træ, blev mennesket bevidst om sig selv og måtte nu tage stilling til livet, måtte foretage valg. Og der er ingen vej tilbage, når man først én gang har spist af æblet. Selvbevidstheden kan man ikke slippe af med igen, så lidt som man kan gøre uset, hvad man har set. Da Adam og hans hustru så, at de var nøgne, oplevede de deres – og menneskehedens – første identitetskrise. De måtte nu tage stilling til, om de ville fortsætte med at være nøgne, eller de ville klæde sig på. De valgte at klæde sig på, men selv om de havde valgt at forblive nøgne, ville det fra da af have været en valgt, en bevidst nøgenhed (som nøgenheden i en nudistlejr) og ikke deres tidligere naturlige, “uskyldige” nøgenhed.

Myten illustrerer forskellen mellem dyr og mennesker. Dyrene lever efter deres instinkter, deres “natur”, men mennesket må træffe beslutninger, tage stilling og vælge. Ganske vist er mennesket også en del af naturen, en dyreart, men vi adskiller os fra den øvrige natur ved at have refleksionsevne, selvbevidsthed. Vi kan ikke alene handle, men også tænke over det, vi gør, opstille mål for vore aktiviteter, og vi kan tænke over, at vi tænker over det, dvs. vi kan tænke over os selv. Det er netop ved at adskille sig på denne måde fra resten af naturen, at mennesket har kunnet lave om på denne natur: har kunnet skabe civilisationen, byerne, sproget, historien, krigene, forureningen osv.

Vi er imidlertid ikke selvbevidste hele tiden, i alt, hvad vi gør. Mange aktiviteter foretager vi mere eller mindre mekanisk, uden at tænke over det. Det gælder f.eks. når vi spiser eller drikker, går, cykler, strikker, eller når vi lytter til musik, fløjter en melodi, eller åndsfraværende tegner kruseduller på et stykke papir, mens vi taler i telefon. Når vi går, er vi ikke bevidste om, hvor langt vi skal sætte højre ben frem efter at have løftet det fra jorden – det kommer “af sig selv”. Når vi spiser, tænker vi ikke over, om vi skal lægge maden på en tallerken, og hvorvidt vi skal bruge kniv og gaffel, det gør vi bare. Og når vi bliver grebet af en stemning, kobler vi selvbevidstheden fra og hengiver os til de aktiviteter, stemningen kræver: leg, dans, fællessang, kærlighed, eller et skænderi, et slagsmål osv.

To forskellige tilstande

Selv om det egentlig er et spørgsmål om grader, om mere eller mindre bevidsthed, vil jeg skelne mellem to væsentligt forskellige tilstande, vi som mennesker kan være i: hengivelse og selvbevidsthed. Hengivelse er den tilstand, hvor man gør noget uden at tænke over det, hvor man “giver sig hen” i en aktivitet, overgiver sig til noget, går op i det, glemmer sig selv, hvad enten det, man hengiver sig til, er noget instinktmæssigt bestemt som at tygge maden, eller noget kulturbestemt som at bruge kniv og gaffel. Selvbevidsthed er den tilstand, hvor man er bevidst om, hvad man foretager sig, bevidst om, at man vælger én aktivitet frem for en anden, og bevidst om, at det er én selv og ingen anden, der tænker og må forholde sig til problemet. Denne skelnen mellem hengivelse og selvbevidsthed (eller bare: “bevidsthed”) mener jeg er grundlæggende for både identitetsbegrebet og arbejdsbegrebet, begrebet om den bevidste menneskelige arbejdsproces.

Identitetsproblemer opstår, når hengivelsestilstanden bliver afbrudt, og mennesket bliver sig bevidst, eller selvbevidst. Et menneskeliv foregår – formodentlig – som en stadig vekslen (i forskellige rytmer) mellem de to slags tilstande: perioder af hengivelse veksler med perioder af selvbevidsthed, som indebærer valg, ansvar og måske identitetskriser. Det er på grund af selvbevidsthedens periodiske dukken op over hengivelsen, at vi overhovedet spekulerer over vores identitet: hvem vi er, hvad vi bør gøre, osv.

Den selvbevidste afbrydelse af en hengivelsesperiode kan være en helt triviel ting: hvis man er i gang med at skrive et brev, hengiver man sig til skriveriet og spekulerer ikke over, hvordan ordene staves. Men hvis man så pludselig kommer til at blive opmærksom på et enkelt, ellers velkendt ord, kan bevidstheden virke så forstyrrende, at man ikke længere er sikker på, hvordan ordet staves. Skrivningen går ikke længere af sig selv, selvbevidstheden er dukket frem og kræver, at man må træffe en beslutning.

Identitetskriser

I andre tilfælde er problemet af en sådan art, at det mere omfattende griber ind i personens selvopfattelse. Et eksempel: til en fest har man under indflydelse af alkohol og af feststemningen mistet en del af sine hæmninger og hengivet sig til et erotisk samvær med en person, man ellers ikke har et intimt forhold til. På et tidspunkt, måske først næste morgen, vågner man op efter rusen, hengivelsestilstanden ophører, og man bliver selvbevidst. Nu kræves det, at man tager stilling til, om det er “rigtigt”, “forsvarligt”, hvad man har gjort, og man må vælge, hvad man vil gøre fremover. Så er det, der gerne skal være sammenhæng med ens øvrige liv, ens øvrige tanker, normer, moralforestillinger. Spørgsmålet er, om man kan klare prøven, om man kan få sin “natur” og sin bevidsthed til at forliges.

Et andet eksempel: man har haft et job i en række år, og man hengiver sig hver dag til den rutine, det indebærer at stå op, gå på arbejde og udrette de gøremål, der forventes af en på arbejdet. Men ind imellem dukker selvbevidstheden op, og man stiller spørgsmålstegn ved sit arbejde: er det virkelig mig, meningen med mit liv at passe dette job? Er jeg tilfreds med det, eller drømmer jeg om noget andet? Skal jeg fortsætte sådan de næste 20-30 år?

I begge eksempler opstår der et identitetsproblem, en større eller mindre identitetskrise. Men det er kun i de selvbevidste perioder, man tænker over, hvem man er. Min identitet er min bevidsthed om, hvem jeg er, hvordan jeg er, og at jeg er den samme person som mig selv i skiftende situationer. At jeg så at sige kan “stå ved” mig selv, når jeg tænker over, hvem og hvordan jeg er, og hvordan jeg lever mit liv.

Ubevidst identitet

Men har dyr da ingen identitet, når de ikke har selvbevidsthed? Når det gælder dyr eller små børn, kan man forestille sig, at identiteten ikke viser sig som noget problem. Hvis man kan leve hele sit liv i hengivelsestilstanden, vil man ikke opleve identitetskriser, ens identitet vil ikke blive en bevidst identitet. Hvis man alligevel vil kalde det “identitet” på denne måde at være i overensstemmelse med sig selv og med sine instinkter og sit miljø, kan man passende kalde dette “ubevidst identitet”

Den uskyldsrene tilstand, enfoldigheden eller den ubevidste identitet, opfattes ofte som det tabte paradis, vi skal prøve at genvinde. I Matthæusevangeliet (18,3) siges det: “Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” I Zen-buddhismen (og i andre østlige religioner) er målet selvforglemmelse, at frigøre sig fra sit eget jeg og sin bevidste vilje og genfinde det umiddelbare, den ubevidste identitet, som børn eller dyr har. I forordet til Eugen Herrigels Bueskydning og Zen kaldes Zen “den daglige bevidsthed”. Hermed menes, at “man sover, når man er træt, man spiser, når man er sulten. Så snart man tænker efter, overvejer og forestiller sig noget, går det oprindelig ubevidste tabt og en tanke dukker op.” Herrigel, der var professor i filosofi i Heidelberg, beskriver, hvorledes han brugte nogle år af sit liv på at lære bueskydning i Japan som en forberedende indføring i Zen-buddhismen. En af de sværeste ting for ham som europæer var at lære at sende pilen fra strengen uden at ville det, uden bevidsthed og beregning. Hans mester belærte ham:

Skuddet blir kun let, når det overrasker skytten selv. Det skal være som om buestrengen, der holder på tommelfingeren, pludselig skærer den over. De må ikke åbne højre hånd med vilje. …De skal holde den spændte buestreng sådan som et lille barn holder om den finger, man rækker det. Det holder så fast om den, at man undrer sig over den styrke, der ligger i den lille næve. Og når det giver slip på fingeren, sker det uden det mindste ryk. Ved De hvorfor? Fordi barnet ikke tænker. Det tænker ikke f.eks. nu giver jeg slip på fingeren for at gribe fat i noget andet. Uoverlagt og helt uden hensigt vender det sig fra det ene til det andet, og man kan sige, at det leger med tingene, hvis det ikke netop sker, at det er tingene, der leger med barnet. (Herrigel s. 36 ff)

Også i den aktuelle vestlige seksualdebat fremhæves “hengivelse” som noget ønskværdigt. For at kroppen og dens reaktioner kan komme til fri udfoldelse, må selvbevidstheden, overlægget, tilsvarende træde tilbage. En bog (fra 1981) om mænds orgasme har netop titlen Hengivelse, og det er bogens hovedsynspunkt, at en forudsætning for at opnå fuld orgasme og ikke bare sædafgang er, at man kan hengive sig, dvs. give slip på sig selv, “slippe tøjlerne” og lade stå til.

Bevidstgørelse som ideal

Modsat er der i den europæiske kultur en tradition, der fremhæver bevidstheden og refleksionen som ideal. Sokrates gik for 2400 år siden rundt i Athen og udspurgte borgerne om deres mening om moral, politik, livsførelse og lignende. Han betragtede sin samtaleform (senere kaldt den “sokratiske dialog”) som en jordemoderkunst, der havde til formål at bringe andres (og egne) ufødte tanker frem i lyset ved at udspørge dem på den rette måde. I dag ville man kalde dette for “bevidstgørelse”, et ord, der bruges i politisk sammenhæng. Bevidstgørelse er at blive bevidst om sociale sammenhænge, undertrykkelse og uretfærdighed, som man hidtil har været blind for, eller som man har fortrængt fra sin bevidsthed. Ganske som formålet med en psykoanalyse er at blive bevidst om fortrængte men betydningsfulde oplevelser fra sin barndom. Da athenienserne havde fået nok af Sokrates’ irriterende spørgsmål – eller vi kan sige: da deres identitet blev for alvorligt truet af denne bevidstgørelse – anklagede de ham for at have en skadelig indflydelse på ungdommen og dømte ham til døden. I sin forsvarstale ved retssagen afviste han at gå i landflygtighed og dermed gå på kompromis med sit ideal om bevidstgørelse, ud fra den holdning, at “det uprøvede liv er ikke værd at leve”:

Nu vil en måske sige: Kan du da ikke tie stille, Sokrates, og holde dig i ro i din landflygtighed? – Her er vi netop ved det, som er det sværeste af alt at overbevise nogle af jer om. Hvis jeg nemlig siger, at dette er ulydighed mod guden, og at det af den grund er umuligt for mig at holde mig i ro, så tror I kun, jeg taler ironisk. Men hvis jeg siger, at det endog er det største gode for et menneske hver dag at føre samtaler om den sande dyd og om alt det andet, I har hørt mig samtale om, idet jeg prøvede mig selv og andre, mens et liv uden ransagelse ikke er værd at leve for et menneske, ja, når jeg siger alt det, så tror I mig endnu mindre.

Den stærkeste fremstilling af selvbevidstheden som det egentlige menneskelige kendetegn findes hos eksistentialisterne. Søren Kierkegaard, som er ophavsmanden til denne filosofiske retning, definerede “selvet” således: “Selvet er et forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i forholdet, at forholdet forholder sig til sig selv”. Med denne indviklede sætning menes, at mennesket netop er bevidst om sig selv, altså har refleksionsevne. Det betyder for eksistentialisterne, at mennesket er ansvarligt for alle sine handlinger. Vi kan aldrig undskylde os med, at “omstændighederne” tvang os til at handle på en bestemt måde, eller at f.eks. “følelserne” tog magten fra os. Der er altid flere muligheder, og det er altid det enkelte menneske, der alene træffer valget mellem disse. I og med at vi har selvbevidstheden, ved vi også, at der er mere end én mulig handling i enhver situation, og når vi ved det, kan vi ikke slippe for ansvaret. Ifølge Sartre vælger man også, selv om man tror, man ikke gør det. Den, der undskylder sine handlinger ved at henvise til sine følelser eller til andre faktorer, der har bestemt hans handling, er uredelig, dvs. skjuler sandheden. I virkeligheden har han nemlig valgt – han vil bare ikke stå ved det over for sig selv.

Vekslen mellem selvbevidsthed og hengivelse

Her er altså præsenteret to yderpunkter: den ekstreme hengivelse og den ekstreme selvbevidsthed. Det kunne så se ud som om, det er et spørgsmål om at vælge livsform, at vælge hengivelsen eller selvbevidstheden. Men så enkelt er det ikke. Vi er, efter min opfattelse, som mennesker bundne til begge livsformer som to tilstande, der supplerer hinanden i en vekselvirkning. Vi kan ikke opnå den ubevidste identitet, den evige hengivelse. Når vi én gang har fået selvbevidsthed, kan vi ikke slippe for den igen. Den vil dukke op ind imellem og give os “anfægtelser”. Skulle det endelig lykkes én at nå den totale hengivelse, gennem f.eks. dyb meditation eller gennem narkotika, kan man vel sige, at vedkommende dermed egentlig ophører med at være menneske, og i stedet bliver til et stykke natur.

Omvendt kan vi heller ikke klare at være selvbevidste uafbrudt. Vi må nødvendigvis ind imellem aflastes fra denne selvbevidsthed, og fra at træffe beslutninger. Denne aflastning består så i, at vi hengiver os til aktiviteter, vi ikke behøver at tage stilling til, medens de står på. Hvis man kortlægger alt, hvad et menneske foretager sig i løbet af en dag, tror jeg, det vil vise sig, at langt det meste er forskellige former for hengivelse, dvs. handlinger, man ikke tænker nærmere over, og kun en lille del er bevidste valg. Faktisk er behovet for aflastning, for at slippe væk fra sin besværlige selvbevidsthed, så stort, at det hyppigt fører til egentlige flugtmekanismer. Alkohol virker delvist bedøvende på selvbevidstheden, og rygning, trøstespisning eller fylden sig med slik, måske også læsning, TV- kiggeri og lytten til musik, bortleder opmærksomheden fra en selv og dæmper således selvbevidstheden.

Noter og henvisninger

Artiklen er en bearbejdet udgave af kapitlet “Hengivelse og selvbevidsthed” fra M. Husen: Arbejde og Identitet, Kbh. 1984.

Hengivelse: En debatbog om mænds orgasmer, red. Tor Nørretranders, Kbh. 1981

Herrigel, Eugen: Bueskydning og Zen (Zen in der Kunst des Bogenschiessens, 1948), Kbh. 1971.

Platon: Sokrates’ domfældelse og død, over. Hartvig Frisch, Kbh. 1969.

Kierkegaard, Søren: Sygdommen til døden (1849), Kbh. 1964 (Citatet er fra s. 15 i denne udgave).

Sartre, Jean-Paul: Eksistentialisme er humanisme (L’existentialisme est un humanisme, 1946), Kbh. 1975