Author Archives: adminmihus45

Arbejde, tid og magt

Når man går tilbage i arbejdsbegrebets historie, ser man, at »arbejde« på de fleste sprog oprindeligt betød »trældom« eller træls og pinagtig møje. »Arbejde i sit ansigts sved«, som der står i myten om uddrivelsen af paradiset.

Det germanske Arbeit kommer fra robu, der betyder træl. Labour kommer fra latin og betyder møje og besvær. Travail kommer også fra latin og betyder torturinstrument.

Det ser ud til, at både begrebet arbejde og begrebet trældom (som altså begrebshistorisk betyder det samme) er opstået i forbindelse med, at mennesket er begyndt at dyrke jorden. Dvs. de er opstået i forbindelse med, at den egentlige lineære arbejdsproces har fået en væsentlig betydning for mennesket.

Før landbrugsrevolutionen fandtes der ikke »arbejde«. Det kan man slutte af, at begrebet »arbejde« ikke kendes i nule­vende jæger- og samlerkulturer som et fælles begreb for en menneskelig aktivitet.

Det er ikke nogen tilfældig sammenhæng, den er tværtimod ganske logisk. Trælleforholdet, forholdet mellem træl og herre, er naturligt knyttet til eller affødt af landbrugsrevolutionen. Først landbruget indeholder – til forskel fra jægerlivsformen – så langsigtet planlægning, at anvendelsen af trælle bliver en egentlig mulighed.

Det er svært at se, hvad en jæger skal bruge en træl til. Hvis der er mere vildt end jægeren selv kan eller orker at nedlægge, har det heller ikke noget formål at nedlægge det. Hvis der er for lidt, betyder trællen bare en mund mere at mætte. Og hvis der netop er tilpas, er der ingen grund til, at jægeren ikke selv udfører jagten. (se note 1)

Trælleforholdet forudsætter, at herren har noget at bruge trællens tid til. Herren må have nogle hensigter, nogle mål, der er så langsigtede, at det er rationelt at udnytte andre menne­skers (eller dyrs) aktive tid til at få udført de funktioner, der er nødvendige for at få dem realiseret. Og det er netop, hvad dyrkning af jorden giver anledning til. Der er store mængder instrumentelt arbejde at udføre, inden frugterne af arbejdet kan nydes. Og der er mulighed for at forøge mængden af afgrøde, at blive rig, ved intensiv knoklen og anstrengelse. Det kan man naturligvis bruge en træl til, og hvis man ikke har nogen, kan man knokle for sig selv og være sin egen træl, som småbønder og husmænd har gjort det gennem årtusinder.

Interaktionen mellem mennesker vil altid indebære mulig­hed for rytmisk krænkelse af den ene eller begge parter, og jægersamfundet kan meget vel have været voldeligt, når f.eks. jagtterritorierne skulle forsvares. Men når interaktionen bliver tilstrækkelig selvbevidst, bliver den ansvarlig, genstand for beslutning, og får en etisk dimension. Hermed er der mulighed for, at relationerne mellem mennesker bliver magi-relationer. I landbrugssamfundet er det den, der har ejendom, der har magt. Den, der ingen ejendom har, kan kun ernære sig ved at trælle for en anden.

Trælleforholdet er et bevidst forhold. Begge parter ved, at der er tale om en krænkelse. De ved, at begge er samme slags mennesker, skabt med en fri vilje og egne bevidste hensigter og interesser. En træl er et menneske, der er blevet fanget ind af et andet menneskes langsigtede mål og arbejdsproces. Herren disponerer over slavens tid med henblik på at udnytte denne til sine egne hensigter.

Selv om herren ofte vil forsøge at presse mest muligt arbejde ud af trællen, er det ikke den fysiske temporale vold, der definerer trældommen, selv om denne kan være hård nok. Ved trældom er det individets selvbevidsthed, dets fri vilje og dets mulighed for at sætte sine egne mål og følge sine egne projek­ter, kort sagt dets menneskelighed, der krænkes.

Lige siden landbrugsrevolutionen har samfundene været ind­rettet med en klassedeling, der er knyttet til muligheden for at planlægge lineært. Den, der kan planlægge sit liv langsigtet (fordi han har jord, produktionsmidler – eller i vore dage kapital eller uddannelse), har magt i forhold til den, der ikke er i stand til at planlægge ret langt. Klassebegrebet har således en nøje sammenhæng med det lineære tidsbegreb.

Magt har den, der kan vente. Denne fuldstændig rigtige sætning af Claus Offe må suppleres med den følgende: kun den, der råder over andres tid, kan vente. (Negt, s. 18)

I dag er klassesamfundet udmøntet i een klasses ret til at lede og fordele arbejdet for en anden klasse. Muligheden for lineær planlægning er stadig knyttet til ejendom, til besiddelsen af kapital i form af penge eller produktionsmidler. Lønarbejde­ren, som ikke ejer produktionsmidler, må undergive sig eje­rens lineære planlægning og udføre de funktioner, der indgår som nødvendige led i realiseringen af denne.

Det er altså ikke uden grund, at begrebet »arbejde« stadig har en klang af noget ubehageligt, noget »trælst«. I en vigtig forstand er lønarbejde blot en ny form for trældom. De nye trælle er arbejdere, assistenter og sekretærer, og de nye herrer er fabrikanter, direktører og »ledere«.

I respekten omkring »lederen«, stræberen, der »vil noget« og sætter sig mål – må man ikke glemme, at en leder kun kan eksistere og gøre lederkarriere under forudsætning af, at der er nogen, han kan lede. Hans karriere og selvrealisering forudsæt­ter andres fremmedgørelse.

En leder (i hvert fald i erhvervslivets forstand) er en person, der har magt til på lineær måde at disponere over andres tid. Den underordnedes aktiviteter kan bidrage til rytmisk tilfreds­stillelse for den overordnede, når de får »tingene til at køre« for ham, når hans projekter lykkes – også selv om det samtidigt indebærer en krænkelse af den underordnedes egne rytmer. Den underordnede må tilpasse sig den overordnedes planer, hensigter og arbejdsprocesser.

Venteværelset hos lægen og forkontoret hos chefen symboli­serer tidsdimensionens sociale værdi. Hvem skal vente på hvem? Lægen eller chefen har ikke tid (han er en for betyd­ningsfuld person, hans tid er for kostbar) til at blive brugt på banaliteter som at vente, ligesom den også er for kostbar til at udføre banale opgaver som at skrive på maskine, gøre rent osv. Betydningsfulde mennesker må også spare tid på transport. De rejser med fly for at komme hurtigt frem, på bekostning af andre, hvis tid de dermed egentlig stjæler. (Bergmann 1981, Illich 1974)

Når det er så afgørende for den sociale status at kunne planlægge langsigtet, er det klart, at evnen hertil også bliver en vigtig personlig kvalifikation. Psykologen Elliott Jaques har fremsat en teori om, at en sådan personlig kvalifikation faktisk kan påvises og måles.

Skulle vi ikke kunne måle en persons kvalifikation, hvis vi kunne finde en måde at måle hans evne til at organisere sine aktiviteter tidsmæssigt?

Jeg mener, det er sandsynligt, at denne strategi faktisk fører til løsningen på problemet med at måle størrelsen af et individs arbejdskvalifikation. Jo større tidsspændvidde, han kan administrere, desto større er hans kvalifikation. Omvendt kan størrelsen af hans kvalifikation defineres som det maksimale tids-spand, over hvilket han er i stand til at organisere og udføre sit arbejde.

Tidsspændvidden skulle f.eks. kunne iagttages hos me­get små børn. Hvis vi f.eks. registrerer, ved hvilken alder et barn bliver i stand til at give afkald på en øjeblikkelig tilfredsstillelse mod at blive stillet en endnu større tilfreds­stillelse i udsigt næste dag, tror jeg, vi har en god indikator for dets potentielle kvalifikation. Jo yngre barnet er på det tidspunkt, hvor det kan opnå en een-dags-tidsspændvidde, desto større vil dets kvalifikation sandsynligvis blive.

I den fuldvoksne alder finder vi individer, der er i stand til at påtage sig opgaver, der kræver handlingssekvenser, der strækker sig over måneder og år, og vi finder, at de højere stillinger i livet kræver tilsvarende længere tids- spændvidde. (Jaques 1970)

Jaques’s teori går videre ud på, at der er en empirisk påviselig og entydig sammenhæng mellem størrelsen af en persons time frame eller time span (tidsspændvidde) og det niveau på hvilket han fungerer godt i et arbejdsmæssigt hierarki, samt opfattel­sen af niveauet for en retfærdig løn for vedkommende. Altså jo længere tidsrum, man kan klare at arbejde selvstændigt i, uden at referere til sin overordnede, desto højere rangerer man i beslutningshierarkiet og desto højere løn er man værd. (Jaques 1970)

Også andre end Jaques har fremsat teorier om empirisk påviselige sammenhænge mellem lineær tids-orientering og so­cial klasse. Og det har i høj grad netop været evnen til behovs- udskydelse, der har været fokuseret på: deferred gratification pattern, innerweltliche Askese, instrumentelle Orientierung, Triebaufschub, -Versicht, delay capacity ofthe ego. (Jaques 1970)

G.L. Kaufmann bruger i sin bog fra 1938 begrebet time-span som betegnelse for tidsperspektivet i arbejdet, både bagud i form af den nødvendige uddannelse og erfaring, og fremad i form af kreativitet, fantasi og forudseenhed. De, der har det korteste tidsperspektiv i deres jobs, som f.eks. grøftegravere og sneskovlere, er ofte de lavest lønnede, og omvendt. Men ikke nok med det, Kaufmann hævder frimodigt, at jo længere tidsperspektiv, man har i sit arbejde, desto større arbejdsglæde har man også. Men sig det ikke til nogen!

… en hemmelighed, De deler med denne bog. Det er en hemmelighed, der bør holdes skjult for dem, der har et forholdsvis kort tidsperspektiv. Hverken De eller bogen vil fortælle dem det; De vil ikke, fordi De er for hensyns­fuld til at gøre det, og bogen vil ikke, fordi disse menne­sker aldrig vil komme til at læse den … Her er den: ar­bejdsglæden er ligefrem proportional med arbejdets tidsperspektiv. (Kaufmann s. 267-68)

Noter og henvisninger

Note 1. Danske kystfiskere (som jo er en reminiscens af jægersamfundet) træller heller ikke for hinanden. Hvad de fanger, deler de i lige store »mandepar­ter«. Antropologen Niels Larsen siger herom, at dette »illustrerer den kendsgerning, at fiskersamfund verden over har tendens til at organisere sig i ligeberettigede eller egalitære strukturer.« Olwig og Sampson: Uden regning, s. 76.

Bergmann, W.: Die Zeitstrukturen sozialer Systeme, Berlin 1981.

Illich, Ivan: Fartens tyranni (Energy and equity, 1974), Kbh. 1974.

Jaques, Elliott: Equitable payment (1961), London 1970.

Jaques, Elliott: Work, creativity and social justice, London 1970.

Jaques, Elliott: The form of time, N.Y. 1982.

Kaufmann, G.L.: The book of time, N.Y. 1938.

Negt, Oskar: Det levende arbejde – den stjålne tid: De politiske og kulturelle sider af kampen for nedsat arbejdstid (Lebendige Arbeit, enteignete Zeit, 1984), Kbh. 1985.

Olwig, Karen Fog og Steven Sampson (red): Uden regning: Danmarks anden økonomi og kultur, Kbh. 1986.